Christiania slår portene op efter syv lukkedage

Christiania har fjernet brædderne efter en uges tænkepause, hvor der blandt andet er blevet diskuteret boligpolitik.

Her til morgen slog Christiania dørene op for første gang i en uge.

I syv dage har portene være barrikaderet med brædder, og det betød, at der hverken var sjov tobak, musik eller restaurantbesøg i Fristaden.

Lukkeugen skulle bruges til at diskutere fristadens fremtid, og det har været godt, lyder det fra  Nils Vest, der har boet på Christiania i mange år.

- Når alle de mange mennesker, der arbejder i Christianias virksomheder inklusiv i Pusherstreet, tager fri og lader virksomhederne være, giver det os tid til at diskutere. Det har vi været flere hundrede mennesker, der gjorde, og det var vidunderligt, siger han.

Der er blevet ryddet op og diskuteret huslejestigninger

De syv dage har christianitterne brugt til fælles oprydningsarbejde og holdt seminarer med emnedage. Blandt andet er Fristadens fremtidige eksistens på egne vilkår blevet endevendt. 

- Helt overordnet handlede møderne om drømme og visioner, og hvordan vi vil bo. Men vi har også diskuteret en række konkrete problemer, der er opstået i løbet af de senere år, hvor vi har skullet forholde os til det, at vi har købt Christiania. For eksempel har en masse mennesker oplevet husleje-stigninger, fortæller Nils Vest.

Han forklarer, at der er kommet en masse konkrete forslag på bordet, men at der stadig er mange ting, der skal diskuteres.

Alle skal kunne flytte ind i Fristaden

I aftalen mellem Christiania og staten er der krav om, at boligtildelingen skal være åben og gennemskuelig. Et punkt der har været oppe at vende i løbet af lukkeugen

- Der står altid halvtreds mennesker i kø selv til et lille værelse, så jeg mener, at vi har opfyldt kravet. Vi diskuterer også, hvordan der kan ske nybyggeri herude. Vi er jo på en eller anden måde meget konservative, for vi kan lide den frie natur, siger han

Det er anden gang, Christiania holder lukkeuge - men ikke sidste gang, hvis det står til Nils Vest

- Det svarer til at man rydder ordentligt op derhjemme. Støvboldene skal ud, siger han.

 

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.