Demente må vente måneder på diagnose

I hovedstadsområdet er der op til 24 ugers ventetid på demensudredning. Det er problematisk, mener Alzheimerforeningen.

Der kan gå måneder, før du kan få svar på, om din mor, far eller ægtefælle er dement.

Ventetiden på at komme til en demensudredning er flere steder i hovedstadsområdet på op til mellem 16 og 24 uger. Det viser de nyeste tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

At vente så lang tid bare på den første samtale er en stor belastning. Det fortæller Nis Peter Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen.

- Hurtig udredning er vigtig. For det første går patienter og pårørende i uvished og med bekymring over, hvad der er galt. For det andet, så kan vi godt nok ikke stoppe demens, men vi kan gøre en del for at forbedre livskvaliteten og forsinke sygdomsudviklingen, forklarer Nis Peter Nissen.

Mangler speciallæger

Neurologisk ambulatorium på Roskilde Sygehus har lige nu op til 24 ugers ventetid på første undersøgelse i forbindelse med demensudredning.

Det skyldes, at der mangler speciallæger, siger Jesper Gyllenborg, der er ledende overlæge på afdelingen.

- Vi har gennem det seneste årti udviklet behandlingsmulighederne inden for neurologi, som kræver et stigende antal speciallæger. Det behov er steget hurtigere, end man har kunnet forudsige, forklarer Jesper Gyllenborg.

En del hospitaler i Region Hovedstaden har lige som Roskilde Sygehus problemer med lange ventetider på demensudredning.

I en mail til DR skriver regionen, at et stigende antal ældre, mangel på speciallæger og kapacitetsudfordringer i forhold til MR-scanning er dele af forklaringen på ventetiderne.

  • Print
  • Del artiklen: