Den rigtige hilsen giver trygge patienter

Det skal være mere trygt for patienterne at blive flyttet rundt på hospitalet.

Med remsen HILSE - der blandt andet står for "hej" og "installere" sætter personalet fokus på at overlevere patienter mellem afdelingerne på den bedste måde (© Colourbox)

Hvad hedder min nye sygeplejerske, hvor kan jeg finde kaffen og ved mine pårørende, hvilken stue jeg er kommet på?

Der kan være mange spørgsmål, når man som patient bliver flyttet fra den ene hospitalsafdeling til den anden.

Men et nyt projekt på Nordsjællands Hospital gør det mere trygt for patienterne for eksempel at ryge fra stuen til operation og tilbage igen.

H.I.L.S.E.

Remsen hjælper personalet til at sørge for tryggere patienter.

  • H for: Hej
  • I for: Installere
  • L for: Lige om lidt skal der ske dét og dét
  • S for: Sig det som om du er på scenen
  • E for: Er der noget, du har brug for

Med remsen "HILSE" - der blandt andet står for hej og installere - sætter personalet fokus på at overlevere patienter mellem afdelingerne på den bedste måde, fortæller sygeplejerske Maria Omel Jellington, der har været med til at udvikle konceptet:

- Det er vigtigt fordi, det er så banalt, at det ikke er noget, man fokuserer på, men faktisk betyder det ret meget for vores patienter.

Hos patientforeningen Danske Patienter hilser man initiativet velkommen. For det er afgørende, at man bliver taget godt imod.

- Det giver en fornemmelse af, at der er styr på mig, siger vicedirektør Anette Wandel, som gerne så lignende initiativer udbredt til andre hospitaler.

Målet for Nordsjællands hospital er at få projektet udbredt til alle afdelinger.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.