'Det var en stor skuffelse': Kims projektlejlighed manglede vand, el og køkken

Salget af projektboliger vokser i København. Men nogle købere oplever problemer.

Da Kim Emilie Butler overtog sin lejlighed, manglede køkkenet. (Foto: Ida Nathan - DR P4 København © DR P4 København)

Det skulle have været drømmeboligen, da Kim Emilie Butler for to år siden flyttede ind i sin nye lejlighed. Den var gennemrenoveret, og hun havde købt den som et projektsalg, inden den stod færdig.

Men allerede før indflytningen meldte de første problemer sig:

- Undervejs i byggeriet fik vi meddelt, at rørene ikke ville blive bygget ind i væggen, medmindre alle i ejendommen betalte 30.000 kroner ekstra for det. Det blev løst ved, at alle blev enige om at betale, siger hun.

Efterfølgende blev dagen for indflytningen flere gange rykket af entreprenøren. Alligevel var lejligheden langt fra færdig, da Kim Emilie Butler og hendes mand flyttede ind:

- Vi møder bygherren, som siger, at lejligheden ikke er helt færdig. Da vi kommer op, er der slet ikke noget køkken, badeværelset er ikke klar, der er hverken vand eller elektricitet, og de er i gang med at male, fortæller hun.

Først flere måneder efter indflytningen stod køkkenet færdigt, og de omfattende forsinkelser betød, at bygherren blev dømt til at betale dagbøder.

Ikke enestående tilfælde

Kim Emilie Butlers oplevelse af, at det kan være problemfyldt at købe en projektbolig er ikke enestående. I maj og juni var mere end hvert tyvende solgte bolig i København et projektsalg, viser tal fra Boligsiden.dk, og flere gange støder køberne ind i problemer, fortæller boligadvokat Jesper Graff fra Boligadvokat24:

- Jeg ser det relativt ofte. Der er da en del sager, der går igennem uden konflikter, men der er altså også en del sager, hvor der opstår et eller andet problem, siger han.

Blandt andet kan man som køber af en projektbolig ikke tegne en ejerskifteforsikring, forklarer Jesper Graff:

- Det betyder kort sagt, at man kun har sin entreprenør at henholde sig til, hvis der viser sig at være mangler ved det, man har købt, siger han.

Kim Emilie Butler gik til en boligadvokat og fik hjælp til at få udredt problemerne med sin bolig. Men selvom lejligheden i dag fungerer, er sagen med bygherren endnu ikke afsluttet, og hun kalder købet af en projektbolig for en ’stor skuffelse’:

- Alle de her fejl og mangler har sat et stor skår i vores glæde omkring den her bolig. Næste gang har jeg lyst til selv at stå for det, siger hun.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.