'Dybt beklageligt, men forventet': Geodatastyrelsens sagsbehandlingstid er tredoblet

Siden regeringen flyttede Geodatastyrelsen fra København til Aalborg er sagsbehandlingstiden tredoblet.

Det blev fejret med kage, da Geodatastyrelsen officielt rykkede til Aalborg den 1. november 2016. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hvis du skal have information om din grund eller skal dele den med andre, så skal du nok væbne dig med tålmodighed.

Geodatastyrelsen har nemlig tredoblet sin sagsbehandlingstid, siden regeringen i oktober 2016 flyttede styrelsen fra København til Aalborg.

Styrelsen står for at holde styr på, hvem der ejer de forskellige grunde, og hvor grænserne går. I gennemsnit tager det nu 92 dage for dem at behandle en sag. Inden flytningen tog det 28 dage.

Og det er noget af et hop i ventetiderne, mener Roger Buch, forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Den forøgelse i sagsbehandlingstiderne, som man ser her, er meget markant. Der må man regne med, at det tager i hvert fald et år eller længere, før man er tilbage på det normale niveau, siger han.

Da Geodatastyrelsen flyttede til Aalborg blev 67 af de i alt 115 ansatte enten afskediget eller valgte selv at sige op.

Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen, erkender, at de længere ventetider er problematiske, men mener, at de er helt forventelige.

- Det er dybt beklageligt, men det er en helt naturlig konsekvens, som vi aldrig har lagt skjul på. Når regeringen vil have et Danmark i en bedre balance, så bliver der også nogle perioder med ulemper, siger han, som understreger, at han trods den længere sagsbehandlingstid mener, at flytningen er det hele værd:

- Vi har kompetencerne i Aalborg, og vi har universitetet, der uddanner landinspektørerne. Derudover kan vi gøre det billigere både i forhold til løn, husleje og i en hver anden henseende, siger han.

Men selv hvis det lykkes Geodatastyrelsen at få sagsbehandlingstiden ned på samme niveau som før, så er der andre problemer ved flytte statslige arbejdspladser, vurderer Roger Buch.

- En ting er, at sagsbehandlingstiden går ned, men kvaliteten af arbejdet er mindst ligeså vigtig. Når man har en stor udskiftning af medarbejdere, så vil det uden tvivl også tage tid, før kvaliteten er tilbage på samme niveau igen, siger han.

I alt er der 1.668 uafsluttede sager hos Geodatastyrelsen, hvilket også næsten er en tredobling i forhold til, før styrelsen flyttede.

Geodatastyrelsen har ikke ønsket at udtale sig.