Tema Vandscooter-ulykke

Efter vandscooter-ulykke: Sikkerheden er styrket i Københavns Havn

Siden dødsulykken, der kostede to amerikanske kvinder livet, er det blevet mere sikkert at færdes i havnen.

Der blev lagt blomster og tændt lys på Islands Brygge efter ulykken, der kostede to unge kvinder livet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Fire måneder efter dødsulykken, hvor en vandscooter torpederede en udlejningsbåd og slog to amerikanske kvinder ihjel i Københavns havn, er sikkerheden blevet styrket.

Sådan lyder det fra flere af havnens aktører.

Det er blandt andet meldingen fra Hans Christian Hansen, formand for Havneforum København, der siden ulykken har overvåget havnen.

- Der har slet ikke været sejlads med jetski, og vi har kun haft meget få tilfælde med speedbåde, der har sejlet for stærkt, siger han.

Det billede genkender man i Christiansbro Bådelaug, der holder til i havnen. Det siger formand Asbjørn Thyssen Hansen:

- Vi har ikke den der frygt for, at der kommer en tosse ræsende. Det oplever vi slet ikke mere, siger han.

Efter ulykken blev flere politikere enige med politiet om at give politiet mulighed for at konfiskere vandscootere og jetski og hæve bødestraffen for ulovlig sejlads. Og siden juni har Københavns Politi patruljeret havnen i sin egen båd.

Det har haft en god effekt, mener Asbjørn Thyssen Hansen.

- Det gør jo også, at man holder fartsyndere væk, og at de holdes i ave, siger han.

Udviklingen glæder også Danske Studenters Roklub. Derfor håber formand Kasper Haagensen på et lige så stort fokus på sikkerheden fremover.

- Vi håber ikke, at det er noget, der kun er blevet søsat i år, men at det faktisk er vedvarende, siger han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.