Tema Årsdag for terror i København 34 artikler

Eksperter, politikere og danskere er splittede: Var skudangreb terror eller ej?

Et år efter skudangrebene på Krudttønden og synagogen i København er der stor uenighed om, hvorvidt det var en terrorhandling.

Var skudangrebene på Krudttønden og synagogen i København terror?

Det er eksperter, politikere og almindelige danskere ganske uenige om, et år efter at Omar El-Hussein skød og dræbte Finn Nørgaard og Dan Uzan.

Angrebene blev hurtigt omtalt som det første terrorangreb mod Danmark i nyere tid, og der blev afsat millioner af kroner til terrorbekæmpelse, ligesom der blev givet nye muligheder for overvågning.

Men spørger man i dag Ole Thyssen, dr. phil ved Copenhagen Business School, CBS, var angrebene ikke terror, da gerningsmanden hverken havde en klar sag eller havde nævneværdig kontakt til en terrororganisation.

- Jeg mener, at Omar El-Hussein var en dobbeltmorder. Han var en voldelig utilpasset ung mand, der brugte en masse klicheer, han havde lært til at begå sin handling, siger han.

Definitioner på terror

- Terrorisme er en metode, hvor man bruger vold mod sagesløse til at sende et politisk budskab (Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier)

- Voldshandlinger som nogen iværksætter for at sprede skræk og frygt i en befolkning eller for at få visse krav opfyldt, i den hensigt at fremme et bestemt politisk eller religiøst mål (Den Danske Ordbog)

Det er Naser Khader, Integrationsordfører og folketingsmedlem for De Konservative, ikke enig i. For ham var angrebene terror.

- Omar El-Hussein var tilsyneladende inspireret af terrororganisationen Islamisk Stat, der opfordrer unge rundt om i verden til at slå ihjel og begå terror. Alt tyder på, at han har lyttet til de budskaber. Dermed er det terror, siger han.

På P4 Københavns Facebook-side kommer flere danskere med kommentarer, der ligner Naser Khaders.

- Det var klart terror, da motivationen var radikal islamisme, som jo nærmest pr. definition er terror, skriver Per Gøtterup.

- Hele verden har erkendt, at det var terror. Hvorfor så tvivl om det, spørger Ole Skouby Hansen.

Det er dog langt fra alle, der er helt så overbeviste. Peter Bruhn er på Ole Thyssens vogn.

- Nej, jeg mener ikke, at det er et terrorangreb som det, vi så i Paris i november, hvor de var flere om det. Det er en sindsforvirret ung mand, som ikke fik den hjælp han skulle, skriver Peter Bruhn.

  • Print
  • Del artiklen: