Fem måneder siden kommunen lovede Flemming en hjælper: - Det har været en kedelig sommer

Efter to års tovtrækkeri bevilgede Københavns Kommune i april Flemming Rømer Jensen en ledsager. Han venter stadig.

Flemming Rømer Jensen kan ikke selv trække vejret og hans indopererede respirator skal overvåges konstant. (Foto: Dr © dr)

Du får en ekstra hjælper.

Sådan lød beskeden fra København Kommunes Borgercenter Handicap i april i år til 55-årige Flemming Rømer Jensen, der er lam fra halsen og ned efter en cykelulykke i 2011. Efter fire afslag ændrede handicapforvaltningen sine tidligere afgørelser og bevilgede en ekstra ledsager, der kan følge ham på ture uden for hjemmet.

Men indtil videre er der gået fem måneder, uden Flemming Rømer Jensen har set skyggen af den hjælper, som kommunen har lovet ham.

- Jeg har ikke hørt noget officielt fra kommunen, så jeg aner ikke, om hjælperen er ansat, siger han.

Flemming Rømer Jensen kan ikke selv trække vejret og er afhængig af en ekstra hjælper, hvis han skal på længere ture uden for hjemmet. På sit køleskab har han en hel liste med udflugter, han havde håbet på at foretage i løbet af sommeren.

- Jeg ville gerne have været i Tivoli, på Brøndby Stadion og besøge en ven i Karrebæksminde.

Men uden en ekstra ledsager til at overvåge hans vejrtrækning har Flemming Rømer Jensen måttet blive hjemme i sin lejlighed på Amager.

- Sommeren har været kedelig. Forestil dig, at du ikke kan andet end at være derhjemme, sidde i din have og gå en tur.

Borgercenter Handicap: der er sket en fejl

Hos Københavns Kommunes Borgercenter Handicap forklarer konstitueret centerchef Mette Vedsmand, at Flemming Rømer Jensens ledsager blev ansat og har stået til rådighed siden juni. Men ved en fejl er beskeden ikke nået videre til ham.

- Der er gået kludder i vores kommunikation med de ledsagere, der er blevet ansat fuldstændig efter bogen, umiddelbart efter vi bevilgede hjælpen. Det er superærgerligt, og vi er meget kede af det, siger hun.

Hos Borgercenter Handicap regner man med, at nyansatte hjælpere selv giver borgeren besked, når deres ansættelse formelt er faldet på plads, men det har ikke været tydeligt nok, at de skulle det, erkender Mette Vedsman.

- Fremover kommer det til at fremgå helt klart i en skriftlig orientering i ansættelsesmaterialet, siger hun.

Tidligere i år afsatte Københavns Kommune 10,6 millioner kroner til at forbedre sagsbehandlingen i Borgercenter Handicap.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.