Fordomstjek: Håndboldspillere går i H2O-sandaler og er klogere end fodboldspillere

Mens vi venter på næste EM-håndboldkamp, har vi konfronteret en tidligere landsholdsspiller med en række fordomme om håndboldspillere og fans af den harpiksklistrede halsport.

- Det kan godt være, at de er klogere end fodboldspillere. Til gengæld er deres fans dumme og alle håndboldspillere går i H2O-sandaler.

Sådan lyder nogle af de fordomme, vi med et glimt i øjet har konfronteret DRs håndboldekspert og tidligere landsholdsspiller Lars Krogh Jeppesen med.

- Jeg tror, at H2O-sandalerne lidt hører fortiden til. Det var et stort mærke, da jeg var knægt, og det er alligevel nogle år siden, griner Lars Krogh Jeppesen.

Håndboldspillere er klogere end fodboldspillere:

- Det, tror jeg, passer meget godt. Jeg er med på, at man ikke må generalisere, og jeg skal træde varsomt, men jeg tror, at håndboldspillere er bevidste om, at de skal ud og have et arbejde efterfølgende, så folk er klar over, at de skal tage en uddannelse.

- Fodboldspillere bliver kraftedeme hentet ind som 15-årige og træner to gange om dagen, og når de får succes, så kan de tjene så mange penge, at de ikke behøver tænke over så mange ting, smiler Lars Krogh Jeppesen.

Folk, der ikke går op i andre sportsgrene, er vilde med håndbold, fordi det er den eneste sport, de forstår:

- Ha ha ha! Ja, ja. Håndboldsporten er faktisk ikke særlig let at forstå. Der er en masse regler, men danskerne er vokset op med håndbold, så mange kender reglerne.

- Det er ikke verden letteste sport regelmæssigt, men den må kunne nogle andre ting. Der er drive og mål. Det kan folk lide at se, siger den tidligere landsholdsstjerne, der altså ikke køber præmissen om, at håndboldfans kun er håndboldfans - eller dummere end andre fans.

Håndboldspillere er sindssygt ringe til at holde hovedet koldt. Lige meget hvor langt foran de er, formår de aldrig at lukke kampen. Modstanderen kommer altid tilbage:

- Jamen, for fanden. Det er jo det herlige ved den her sport; selvom man er foran med otte mål, kan man alligevel formå at smide det væk, og det giver noget spænding. Men om det er, fordi at man ikke lige kan holde hovedet koldt ..?

- Det kunne også være det andet hold, der stepper up, men hvis man er bagud med 7-8 mål, skal man stramme sig an, siger Lars Krogh Jeppesen, mens han gør sig klar til se og analysere næste danske EM-kamp.

- Jeg skal selvfølgelig gøre mig klar, så jeg trækker mine H2O-strømper helt op under knæene og tager sandalerne på, og så skal jeg se Danmark vinde over Ungarn i aften, griner han.

  • Print
  • Del artiklen: