Forslag skal give mere omsorg og sene sengetider på plejehjem

S og SF i København vil forbedre forholdene for ældre med flere medarbejdere i aftentimerne.

Der skal være tid til hyggesnak med personalet eller mulighed for at skyde sengetiden på Københavns Kommunes plejehjem.

Det mener SF og Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation. Partierne foreslår at bruge minimum 35 millioner kroner på bedre normeringer på plejehjemmene i aftentimerne.

Det er særligt i de sene eftermiddags- og aftentimer, at presset er størst, fordi der er færre medarbejdere end om dagen.

Det går ud over de ældres hverdag, der bliver mere ufleksibel, mener sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen (SF).

- Vi håber, at der fremover bliver plads og tid til et spil kort på afdelingen, eller at man kan sætte sig i mindre grupper for at spise sammen lidt senere end normalt. Du skal ikke have at vide, at du plejer at komme i seng på et bestemt tidspunkt, siger hun.

Forslaget - som Borgerrepræsentationen forhandler om frem mod den 21 januar - vil give Københavns 45 plejehjem to medarbejdertimer mere per aftenvagt. Det skal finansieres via kommunens andel af regeringens såkaldte værdighedsmilliard, der samlet set giver 58 millioner kroner.

Der er også travlt i dagtimerne. Er der ikke behov for, at der bliver afsat mere personale døgnet rundt?

- Som borgmester ville jeg være glad, hvis vi generelt kunne løfte normeringsniveauet på plejehjem og i hjemmeplejen. Men nu har vi 58 millioner kroner, og en god bid af dem skal gå til aften-normeringerne. Det er en politisk vurdering, fordi vi har set ude i virkeligheden, hvor behovet er størst, siger Ninna Thomsen.

  • Print
  • Del artiklen: