Frank Jensen i kovending: Vil flytte udskældt byggeri på Amager Fælled

Byggeriet skulle være med til at finansiere metroen i København, men protester har sat projektet på standby.

Her kan du se Københavns kommunes overborgmester Frank Jensen (S) fortælle om sagen.

Et omstridt boligbyggeri på Amager Fælled ser nu ud til alligevel ikke at blive til noget.

Sådan lyder det i hvert fald fra København Kommunes overborgmester Frank Jensen (S), der nu i stedet vil have undersøgt, om byggeriet kan flyttes til et andet område.

- Nu planlægger vi ikke længere med at bygge der, hvor vi havde planlagt det. Nu planlægger vi at bygge et andet sted, forklarer han.

Undersøgelsen skal afdække, om det teknisk er muligt at bygge på det "andet sted", som ligger nogle få hundrede meter mod vest fra det område på Amager Fælled, der ellers var udset. Der er allerede lavet en lokalplan om etablering af en campingplads på det nye område.

Området er dog fredet, så derfor skal Folketinget først sige god for at ophæve fredningen, inden et byggeri kan sættes i gang.

Frank Jensen forventer, at resultatet af undersøgelsen vil kunne ligge klar i begyndelsen af det nye år.

Har ikke længere flertal

Overborgmesteren har ellers stået fast på beslutningen om, at byggeriet skulle ligge på det omstridte område af Amager Fælled kendt som Strandengen.

Københavns kommunes overborgmester Frank Jensen (S) vil på næste møde i Borgerrepræsentationen fremlægge et forslag om at få lavet en undersøgelse af mulighederne for at flytte det planlagte byggeri i Amager Fælled. (© dr)

Men efter at Venstres gruppe i Borgerrepræsentationen har valgt at bakke op om et forslag om at få undersøgt mulighederne for at flytte byggeriet, så er Frank Jensen altså blevet tvunget til at vende på en tallerken.

Jeg har selvfølgelig også lyttet til den massive kritik, der har været ude i byen blandt københavnerne for at bygge på lige netop det sted.

Overborgmester Frank Jensen (S)

- Jeg lytter og kan konstatere, at jeg ikke længere har noget flertal blandt de partier, der oprindeligt var med til at beslutte, hvor der skulle bygges i Ørestaden for at vi kunne finansiere det metrobyggeri, som vi besluttede for 25 år siden, forklarer han.

- Der appellerer jeg jo selvfølgelig så til de partier, som nu er løbet fra én aftale, om at de ikke også løber fra en ny aftale.

Foruden Venstre er De Konservative, SF, Enhedslisten, Radikale og Alternativet ifølge TV2 Lorry også i tvivl om, placeringen er den rigtige.

Det er 19 hektar eller cirka 6 procent af det københavnske naturområde Amager Fælled, der står overfor at blive lavet om til omkring 2.500 boliger.

Beslutningen om byggeriet blev taget tilbage i 1994. Her blev det vedtaget, at området skal sælges og udlægges til boliger i forbindelse med finansieringen af metrobyggeriet.

To mia. kr. skal findes

Det er planen, at byggegrunden skal indbringe omkring to milliarder kroner til kommunen - penge, som allerede er blevet brugt til at bygge metro.

Og den regning skal betales, understreger overborgmesteren, og derfor skal de 2.500 boliger stadigvæk bygges.

- Den regning kan vi ikke bare parkere til vores børn og børnebørn, siger han.

Frank Jensen kan dog ikke med sikkerhed sige, at det vil indbringe to milliarder kroner, hvis man bygger boligerne på den nye grund. Det skal først undersøges, siger han.

- Er det ikke muligt at tilvejebringe alle boligerne på den nye byggegrund, så må vi i fællesskab finde andre steder. Jeg forestiller mig bare ikke, at vi kan finde andre steder på Amager Fælled, hvor vi kan bygge, for der er tale om fredede arealer.

På Amager Fælled Festival d. 10. september blev der demonstreret mod byggeriet på et stykke af Amager Fælled. Her ses Linse Kessler danse til Anne Dorte Michelsen og Maria Bramsen, der synger 'Indianer'. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Tusindvis af underskrifter mod byggeri

Beslutningen om at bygge nye boliger på Amager Fælled har været udsat for hård kritik fra visse sider.

Blandt andet har 47.583 personer i skrivende stund skrevet under på Danmarks Naturfredningsforenings underskriftindsamling mod projektet.

Argumentet er blandt andet, at Strandengen, som er det område, hvor der skal bygges, er et af de sidste oprindelige naturområder i Københavns Kommune med mindst 5.000 år på bagen.

Sådan så det ud, da flere tusinde demonstranter tilbage i maj slog ring om Amager Fælled. Klik på play.

På Facebook har 6.817 samlet sig i gruppen "Amager Fælleds Venner", og i maj mødte flere tusinde demonstranter op ved området og slog ring om Amager Fælled. Derudover har også tv-kokken Nikolaj Kirk ført en meget aktiv kampagne for at få ændret på planerne. En kampagne, som Politiken tidligere i september beskrev som en valgtrussel for netop overborgmester Frank Jensen.

Og nu ser det altså ud til, at der er blevet lyttet til protesterne på Københavns Rådhus.

- Jeg har selvfølgelig også lyttet til den massive kritik, der har været ude i byen blandt københavnerne for at bygge på lige netop det sted, siger Frank Jensen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.