Tema Sundhedsplatformen

Garvet kirurg på Riget siger op på grund af Sundhedsplatformen

IT-systemet er så stor en tidsrøver, at der mangler tid til patienterne, lyder kritikken fra Ulf Helgstrand, som derfor har sagt op.

Sundhedsplatformen blev indført på Rigshospitalet natten til lørdag den 5. november. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Udfordringerne med Region Hovedstadens IT-system, Sundhedsplatformen, er så store, at den garvede karkirurg på Rigshospitalet, Ulf Helgstrand, nu har sagt op. Det skriver Dagens Medicin.

Han er ansvarlig overlæge for komplicerede aortakirurgi. Ulf Helstrand er 66 år, og opsigelsen kommer længe før, at han havde planlagt at skulle gå på pension.

Men det er svært at passe sit job ordentligt med sundhedsplatformen, mener Ulf Helgstrand.

- Sundhedsplatformen er en tidsrøver. Jeg føler ikke, at jeg længere er i stand til at give den vejledning og behandling, som jeg mener, at patienterne har krav på.

Den store it-platform, som er indkøbt til hospitalerne i hovedstadsområdet og på Sjælland, har tidligere mødt massiv kritik fra sygeplejersker og læger. Kritikken er blandt andet gået på IT-problemer og udfordringer med at få hverdagen til at hænge sammen.

Ifølge Ulf Helgstrand er det store problem med sundhedsplatformen, at lægerne nu har ansvaret for at skrive journalerne.

Tidligere kunne lægerne diktere en journal i løbet af en konsultation og overlade det til sekretæren at bruge sit veltrænede ti-fingersystem til hurtigt og sikkert at nedfælde lægens udtalelser. Men nu skal lægerne selv taste det hele ind, skriver Dagens Medicin.

Og ifølge Ulf Helgstrand betyder det nye system, at han kun bruger en femtedel af sin tid på patienterne.

- Jeg sidder stort set med ryggen til patienterne under hele konsultationen, fordi jeg skal kigge ned i computeren, siger Ulf Helgstrand.

Efter planen skal Sundhedsplatformen tages i brug på samtlige hospitaler i de to sjællandske regioner i løbet af det næste års tid.

Det har ikke været muligt at få et interview med Region Hovedstaden, men i en mail til DR skriver de at "Sundhedsplatformen er en meget stor omlægning og kulturforandring på hospitalerne. Vi er midt i implementeringen, og det er hårdt for mange medarbejdere. Systemet bliver forbedret dag for dag. Nogle steder fungerer det nu godt. Andre steder udfordrer det os stadig" lyder det. Ydermere skriver Region Hovedstaden at "en af de nye arbejdsgange i Sundhedsplatformen er, at lægerne selv skal indtaste journaloplysninger. Det er der nogle læger, som er utilfredse med, men der er gode grunde til, at Region Hovedstaden har valgt en løsning, hvor lægerne selv skal udfylde journalen: Vi får tidstro og helt præcise data i patientjournalerne, fordi data ikke først skal dikteres og renskrives af en sekretær med risiko for misforståelser. Det vil vi undgå for at forbedre patientsikkerheden. Regionen har ikke set en stigning i personaleomsætning eller i sygefraværet på Herlev og Gentofte Hospital, efter de tog Sundhedsplatformen i brug."

OPDATERING: Artiklen er blevet opdateret med et skriftligt svar fra Region Hovedstaden.