#HørHovedstaden: Sørøverflaget på motorring 3

Kommer du kørende på motorring 3 i sydgående retning cirka 2 kilometer før Jyllingevej, så får du et helt anderledes syn: et sort dødningehovedflag. Hvad er meningen med det, spørger Louise Skjellum Strøbech i denne uges #HørHovedstaden.

Frederik Steen Esbern Tevil er manden bag det berømte sørøverflag på motorring 3. (Foto: Foto: Privatfoto © (c) DR)

Bor der pirater i hovedstaden? Det spørgsmål kunne være meget nærliggende, når man som billist kører ind mod København på motorring 3. For kort før Jyllingevej hænger der et stort dødningehovedflag ud til motorvejen.

Louise Skjellum Strøbech har ofte kørt på den strækning, og har undret sig over flaget.

- Min familie og jeg har tænkt en masse historier, om det sørøverskib, der måtte være nedenunder, og hvem der mon har hængt det der?

Vi satte vores reporter på sagen. Først gennemgik vi strækningen på Google Maps streetview-funktion, og fandt ganske rigtigt flaget og derefter, den vej der lå tættest på. Efter en række opkald til forskellige naboer til flaget fandt vi frem til Frederik Steen Esbern Tevil.

- Det er rigtigt. Det er mit flag, forklarer han, mens han kigger mod det sorte flag, der blafrer i morgenvinden.

- Vi kom tit kørende og tænkte, hvor pokker er det, jeg bor henne, siger han og fortsætter:

- Så havde jeg en gammel mast liggende fra en windsurfer og et piratflag, og så tænkte jeg "ej den kommer da lige op". Nu har den så siddet der så længe.

Flaget blev sat op for godt 5 år siden, og siden er flere faktisk kommet til.

- Det viser jo også vindretningen, så det er meget fedt. Og reaktionerne har været ret hyggelige. Til en sommerfest fortalte min genbo om ikke jeg kunne sætte et nyt op, så hun var sikker på om hun fik medvind på sin tur på arbejde.

Men desværre på trods af det drabelige flag, så er der intet sørøverskib.

FAKTA OM #HørHovedstaden:

#HørHovedstaden undersøger de spørgsmål, du undrer dig over om din by, et område, eller noget helt tredje i hovedstaden. Hver uge vælger vi et spørgsmål, som vi går i dybden med og forsøger at finde svaret på - allerhelst i samarbejde med dig, der har stillet spørgsmålet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.