Hovedstadskommuner i oprør: Vil ikke indfri regeringens sparekrav

Kravet om at spare en procent af budgettet får nu flere kommune til at trodse regeringen.

Flere borgmestre i hovedstadsområdet griber til alternative midler i forsøget på at undgå at skulle spare på budgettet. (© Nationalbanken)

Boykot, fælles udtalelser og civil ulydighed over for regeringens planer. Det er, hvad flere hovedstadsborgmestre griber til for at forsøge at forhindre regeringens omprioriteringsbidrag.

Omprioriteringsbidraget er et sparekrav, regeringen har pålagt kommunerne hvert år frem til 2019.

Flere borgmestre frygter, at det vil føre til fyringer af pædagoger, folkeskolelærere og HK-ansatte, når der skal findes penge til omprioriteringsbidraget.

I København vil man boykotte bidraget, som overborgmester Frank Jensen (S) kalder tyveri. Det samme har Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), tænkt sig at gøre:

- Vi arbejder simpelthen ikke med det i kommunen. Vi får lavet et årligt budgetkatalog, og der vil det ikke indgå, siger han.

I Ballerup Kommune har en enig kommunalbestyrelse besluttet at henvende sig til både Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen for at udtrykke modstand mod ordningen, der næste år vil koste kommunen 25 millioner kroner.

- Det er i hvert fald et meget tydeligt signal om, at det her omprioriteringsbidrag ikke er det, kommunerne har behov for; det er en reel spareøvelse, siger borgmester Jesper Würtzen (S).

Hos Kommunernes Landsforeningen vil man nu tage rundt i kommunerne for at danne sig et overblik over, hvor store problemer omprioriteringsbidraget skaber.

De erfaringer vil man tage med til sommerens forhandlinger mellem regeringen og KL om netop det omstridte bidrag.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.