Hovedstadskommuner sætter ekstra ind over for sommerskrald

En række hovedstadskommuner afsætter flere ressourcer for at holde byerne rene, når det bliver sommer.

Sønder Boulevard på Vesterbro er blevet renoveret og fremstår som en livlig oase i hjertet af København. (Foto: christian Als © Scanpix)

Sol, sommer og store mængder skrald. Sådan lyder den gamle klagesang i kommunerne, når temperaturerne bevæger sig over 20 grader.

Størstedelen af de penge en række hovedstadskommuner har sat af til rengøring af offentlige pladser bliver derfor brugt om sommeren og i kommuner som København og Gribskov har man endda sat flere penge af til at holde byerne rene.

Københavns Kommune har afsat 5,6 millioner kroner ekstra til affaldsopsamling og ændret arbejdstiderne for de medarbejdere, som samler skraldet op i sommermånederne.

- Der skal ikke mere end et par uger med godt vejr til, så myldrer københavnerne ud og tager byen til sig. Så vi får rigeligt brug for pengene, fortæller Nikolaj Hvingtoft Hansen, som er centerchef hos miljø- og teknikforvaltningen, om de afsatte millioner.

For sommeren er højsæson for affald i det offentlige rum, og det mærker de også i Gribskov Kommune, som har valgt at afsætte 275.000 kroner til at håndtere skraldemængder.

- Når sommerferien kommer, så er vi dobbelt op på befolkningen og gæster i sommerlandet heroppe. Det kan vi selvfølgelig mærke på den drift, vi har på strandene og i vores byer, siger Vibeke Meno, som er teamleder i trafik og ressourcer i Gribskov.

De mange ekstra indbyggere, kræver ekstra hænder og ekstra tømning af skraldespandene:

- Om vinteren tømmer vi skraldespandene en eller to gange om måneden, og om sommeren tømmer vi dem simpelthen dagligt. Så der er jo en kæmpe forskel, siger Vibeke Meno.

I København virker steder som Islands Brygge, Sønder Boulevard og Dronning Louises bro som skraldmagneter i sommermånederne.

- Affald er noget af det, som skæmmer, når man bevæger sig rundt, så derfor laver vi den her ekstra indsats på de områder, hvor vi kan se, at der er mest affald og hvor der selvfølgelig også opholder sig flest mennesker, siger Nikolaj Hvingtoft Hansen.

Derfor skal de ekstra penge bruges til at holde byen ren hele døgnet.

- Nu vil vi udvide vores indsats, så vi også kommer i løbet af dagen også hen under aftenen, så der forhåbentligt er et byrum, der er mere eller mindre rent hele dagen. Det er i hvert fald det, der er håbet.

Helsingør og Fredensborg kommuner bruger 90 procent af deres budget til skrald, når kalenderen rammer juni, juli og august.