Introdage for 8. klasseselever skal lokke flere til erhvervsskoler

14.000 elever i hovedstadsområdet skal de næste fem uger lære mere om erhvervsuddannelser.

Folkeskoleelverne besøger og hører om forskellige erhvervsuddannelser til Copenhagen Skills. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

De unge i Region Hovestaden vil stadig hellere terpe franske gloser og litteratur på gymnasiet, end de vil hamre eller programmere på en erhvervsskole, når de er færdige med folkeskolen.

Derfor er Region Hovedstaden gået sammen med erhvervsskolerne og Ungdommens Uddannelsesvejledning om projektet "Copenhagen Skills", hvor 14.000 elever fra 8. klasse skal på introdage på erhvervsskolerne.

I dag er det kun 13 procent af de unge i hovedstadsområdet, der vælger en erhvervsuddannelse efter folkeskolen. Men Region Hovedstadens mål er, at det tal skal være 25 procent om bare fire år.

Elever: Det rigtige valg for os

Jacob Satan er selv i gang med en erhvervsuddannelse, og sammen med resten af holdet bag "Copenhagen Skills" skal han i dag svare på folkeskoleelevernes spørgsmål og forsøge at overbevise dem om, at de skal tage en erhvervsuddannelse.

For ham personligt har en erhvervsuddannelse været det helt rigtige valg.

- Det er en stor fordel, at når jeg er færdig med min uddannelse, så kommer jeg direkte ud i arbejde. Samtidig bliver jeg også betalt under min uddannelse. Der er ikke noget med SU. Her hedder det elevløn, siger han.

Nicolai Frei er også startet på en erhvervsuddannelse. Han drømmer om at blive elektriker, og han mener også, at han har valgt rigtigt.

- En gymnasial uddannelse er bare et stoppested for at kunne komme videre. Her kommer jeg direkte ud i arbejde lige bagefter, siger han.

De mange 8. klasseselever, der var til introdag i dag, virkede meget interesserede, fortæller Jacob Satan.

- De ville gerne vide, om timerne er meget aktive. Så jeg fortalte dem, at man er meget mere aktiv end i folkeskolen og gymnasiet, man sidder ikke bare på sin numse hele dagen, siger han.

Erhvervsskolerne føler sig glemt

Selv om de to elever er galde for deres uddannelse, så føler erhvervsskolerne sig ofte glemt og forbigået.

Det fortæller Ole Heidager, formand for styregruppen for "Copenhagen Skills". Derfor er introdagene meget vigtige, mener han.

- Det er blevet lidt automatisk, at mange vælger gymnasiet. Vi ved, at når mange af de unge først får lov til at bruge deres hænder, så udfolder de sig med det samme og finder helt nye talenter frem, siger han.

Ifølge Ole Heidager er det netop, når folkeskoleeleverne får lov til at lave noget andet, end de er vant til i folkeskolen, at de får øjnene op for, at der er andre uddannelsesveje end en studenterhue.

- Til introdagene får vi tit at vide fra folkeskolelærerne, at den elev, der måske ikke sidder med fingeren oppe, han får lige pludselig lys i øjnene, når han er den bedste på holdet. Derfor er det vigtigt, at de kommer ud og oplever det, mener han.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.