KL klar med egen version af embedsmand-anbefalinger

Kommunerne bør tage en debat om forholdet mellem kommunalpolitikere og embedsmænd. Det mener KL.

Hvordan skal kommunens forvaltning agere op til et valg? Og hvordan siger politikerne fra, hvis de mener, at forvaltningen ikke er politisk neutral?

Den slags spørgsmål vil Kommunernes Landsforening, KL, gerne have, at kommunerne tager stilling til.

Derfor præsenterer de i dag et inspirationskatalog til lokal debat.

Kommunale embedsmænd skal forholde sig til mange ansvarlige

Inspirationskataloget tager udgangspunkt i de syv embedsmandspligter, Bo Smith-udvalget nedfældede i et kodeks. Men pligterne bliver præsenteret i en kommunal kontekst.

- Kommunernes virkelighed er en anden end i staten. Bare det, at der i staten er en ansvarlig minister, mens der i en kommune er en kommunalbestyrelse, der er et kollegium, gør en forskel.

- Dagligdagen ser også anderledes ud, siger Kristian Wendelboe, administrerende direktør i KL.

Ting skal frem i lyset

De syv pligter handler blandt andet om partipolitisk neutralitet, pligten til at tale sandt og til at overholde loven.

- Vores mål er, at man tager diskussionen og bliver opmærksom på det her og måske får nogle ting frem i lyset og afklaret nogle ting, der i det daglige ligger under overfladen og lurer, siger Kristian Wendelboe.

Alle kommuner modtager KL’s oplæg til debat. Derudover overvejer KL flere initiativer, der kan hjælpe kommunerne med at tage hul på emnet.

  • Print
  • Del artiklen: