Kodning på skemaet: Skoleelever skal lave apps og robotter for Microsoft og Zoologisk Have

Københavns skoleelever skal hjælpe virksomheder med digitale udfordringer i skoletiden.

Folk, der kan programmere robotter og lave apps, er eftertragtede på arbejdsmarkedet.

Derfor skal eleverne i 62 københavnske skoleklasser lære at kode. Altså tale det sprog som en computer taler, for dermed at kunne fortælle den hvad den skal gøre.

Det sker som en del af projektet Coding Class CPH, hvor eleverne skal løse opgaver for virksomheder som Microsoft, Det Kongelige Teater, Zoologisk Have og Hofor.

Ideen er at lade de unge være med til at løse rigtige problemer, fortæller Heidi Theilmann Schmidt, som leder projektet under Københavns Kommune.

- De producerer ikke bare til en planche eller til skolen. De producerer, fordi der sidder nogle i den anden ende, der har brug for det, siger hun og bruger Zoologisk Have som eksempel:

- Deres case lyder på, at de gerne vil have flere teenagere til at komme i Zoologisk Have. Her bruger eleverne så kodning som et værktøj til for eksempel at lave apps, siger hun.

Fremtiden står i kodens tegn

Coding Class Cph begynder i dag ved Skolen på Islands Brygge, hvor 1.200 elever er inviteret til at lære det sprog, som en computer taler.

En af dem er Severin Urth på 14 år.

- Jeg har selv kodet i noget tid, men vil gerne lige have et lidt højere niveau, siger han.

Alle hjemmesider, smartphones, apps, robotter, computerprogrammer også videre bliver styret ved hjælp af en kode. Derfor er det vigtigt, at eleverne hurtigt lærer at løse problemer for virksomheder ved hjælp af kodning, mener Lars Bechager, der underviser ved Coding Class CPH.

- Kodning er supervigtigt i fremtiden. Der vil være rigtig stor efterspørgsel på folk, der kan kode, så man kan lige så godt starte tidligt, siger han, som ikke forudser, at læren om at kode vil volde eleverne mange problemer.

- Børnene har i dag store computerkundskaber, og de har mange af de basis færdigheder, der skal til for at bygge oven på med kodning, vurderer han.

Udover de 1.200 folkeskoleelever deltager også 57 virksomheder, der har forskellige digitale udfordringer, de håber, eleverne kan løse.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.