København spinder guld på krydstogtgæster

Stadig flere krydstogtturister bruger København som start- eller slutdestination, og det pynter gevaldigt på byens tegnebog.

Tony og Mary Roberts fra Australien er taget på krydstogt, og besøger København. (© (c) DR)

Flere gange om ugen kaster gigantiske krydstogtskibe anker i Københavns havne, og det er blevet en virkelig god forretning for byen.

Krydstogtturister der vælger at starte eller slutte deres krydstogt i byen - i stedet for kun at have et par timers pitstop - er nemlig en sand guldgrube, viser en ny analyse fra Cruise Copenhagen, der er brancheorganisationen for krydstogter i Danmark.

Hos Cruise Copenhagen, oplever de også, at flere og flere vælger at lægge til kaj i starten eller slutningen i hovedstaden, siger krydstogtchef Claus Bødker.

- Det er super positivt, fordi de lægger mange flere penge i byen end de traditionelle transitpassagerer, der kommer om morgenen med skibet og tager afsted igen om aftenen, siger han.

Når en turist starter sit krydstogteventyr i København, tjener København i snit 2400 kroner, mens det tal er 400 kroner, når byen kun bliver brugt som et pitstop.

Hos Cruise Copenhagen lobbyer de derfor i hele verden for at få stadig flere krydstogtturister til at stige ombord i København, siger Claus Bødker.

- Vi tager på messer, besøger rejsebureauer og rederier for at gøre København endnu mere attraktiv som start- og slutdestination, siger han.

Krydstogtgæster er god forretning for lufthavn

I Københavns Lufthavn lovpriser de også det stigende antal krydstogtturister, der starter eller slutter deres rejse i København, fordi det bringer flere gæster til lufthavnen.

Krydstogtturisterne har været medvirkende til, at København har fået flere flyruter til blandt andet USA, forklarer Kasper Hyllested, der er pressechef Københavns Lufthavn.

- Samarbejdet med krydstogtskibene gør det muligt for os at overbevise flyselskaberne om, at de skal starte en rute. Det har været en årsag til, at vi nu er op på godt ti direkte ruter til Nordamerika, siger han.

Det er især tyskere, englændere og amerikanere der lægger vejen forbi Danmark i et krydstogtskib.

Sidste år bidrog krydstogtturismen med 1,2 milliarder kroner til København, oplyser Cruise Copenhagen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.