Kom hurtigere gennem København med online lyskryds

Københavns Kommune har som den første storby i Skandinavien investeret i 380 nye, intelligente lyssignaler.

Det skal være slut med sorte trafiklys, røde bølger og tæt trafik i sneglefart, når du kører til og fra arbejde.

Københavns Kommune har investeret i 380 nye, intelligente lyssignaler, der erstatter de gamle lys. De nye signaler skal spare buspassagerer for mellem 5 og 20 procent af rejsetiden, oplyser kommunen.

Lyssignalerne er online, hvilket gør det muligt at regulere trafikken bedre og hurtigere reparere ødelagte trafiklys, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).

- De gamle signaler var nedslidte. Derfor har vi fået de nye lyssignaler, der sikrer grønne bølger og generelt bedre kan styre trafikken i København, siger han.

Det er ikke kun den offentlige transport, der får glæde af opgraderingen. Cyklisterne kan se frem til 10 procent kortere rejsetid på cykelstierne.

Det glæder direktør i Cyklistforbundet Klaus Bondam, der ser signalerne som et stort fremskridt.

- Det står meget højt på Cyklistforbundets liste over ønsker til udviklingen af cykelbyen København og Danmark generelt, siger han.

København er den første storby i Skandinavien, hvor alle lyskryds er udskiftet med intelligente lys. Projektet er en del af et udbud på 47 millioner kroner, som skal bruges til at gøre de københavnske trafiksystemer mere digitale og intelligente.

  • Print
  • Del artiklen: