Konflikthåndtering skal stoppe skolevold

Handlingsplaner skal nedbringe det stigende antal af påbud mod vold i landets folkeskoler.

Hvis landets folkeskoler skal sætte en effektiv stopper for voldelige og truende elever på skolegangene, skal lærerne uddannes i konflikthåndtering.

Det mener man på Tinderhøjskolen i Rødovre, der er en af de 38 skoler, der har fået et påbud fra Arbejdstilsynet på grund af vold mod lærere. Det viser en aktindsigt, som DR har foretaget.

Konflikthåndteringen er en del af skolens handlingsplan mod skolevold, som skal afleveres til Arbejdstilsynet, fortæller arbejdsmiljørepræsentant og lærer på skolen Maria Liltorp.

- Handlingsplanen skal sikre, at vi har en klar definition af, hvad trusler og vold egentlig er, og hvornår vi skal reagere. Det skal sikre kollegerne bedst muligt i skolen.

- Vi skal uddannes i konflikthåndtering. Det er rigtig vigtigt, at vi får mulighed for at konfliktnedtrappe, siger hun.

Udover handlingsplanen har skolen også udarbejdet retningslinjer for, hvad skolen skal gøre, hvis en lærer bliver udsat for vold, fortæller skoleleder på Tinderhøjskolen Jens Olsen.

- Vi peger på, at man henter hjælp hos en kollega, og så står ledelsen til rådighed. I yderste konsekvens tilbyder vi også førstehjælp i form af en psykolog, siger han.

I 2012 udløste 1.066 kontroller således 14 påbud på grund af vold, mens de 523 kontrolbesøg udført i 2015 resulterede i 38 rapporter, der var så grelle, at der blev givet et påbud, som forpligter skolen til at gøre mere for at håndtere og forebygge vold.

  • Print
  • Del artiklen: