Lærere hjælper børn gennem forældrenes skilsmisse

I Egedal Kommune får skilsmissebørn hjælp fra deres lærere til at klare forældrenes brud

Sorg, skam og endda skyld. Det er bare nogle af de følelser mange børn oplever, når forældrene bliver skilt. I en ny rapport fra Børns Vilkår svarer 55 af 505 adspurgte børn, at de føler sig skyldige i forældrenes skilsmisse.

Men i Egedal Kommune har man i halvandet år arbejdet for at hjælpe skilsmissebørnene med de svære følelser, og det går fremad.

- Vi har fået gode tilbagemeldinger på, at det hjælper børnene og de kommer igennem det her på en bedre måde. De kommer bedre videre i skilsmissen, når de får den støtte og omsorg, der skal til, siger skolechef i Egedal Kommune Egon Agerlin.

Som en del af projektet 'Fra delebørn til hele børn' har man uddannet lærere og pædagoger til at lave gruppesamtaler med børn, der står midt i en skilsmisse. Og de gode erfaringer kan sagtens få projektet til at fortsætte:

- Erfaringerne er, at det giver rigtig god mening. Det er bestemt noget, vi vil fortsætte med og efter projektperiodens udløb, siger Egon Agerlin.

Indtil videre har knap 500 børn på landsplan deltaget i projektet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.