Landets første borgerforslag skal behandles i byråd

Forslaget kommer fra en gruppe unge i Albertslund, der har samlet de nødvendige underskrifter ind.

En gruppe unge i Albertslund har samlet nok i underskrifter ind til, at deres forslag nu skal på dagsordenen i byrådet. Fra venstre: Oliver Friis, Faik Bilgic, Emil Holm Kjær, Kenni Flink, Lui Sjøstrøm, Diana Vang, Oliver Thomasen, Louise Nilausen, Magnus Bri og Bastian Vang. (Foto: Marcus Greve © dr)

672 underskrifter. Mere skal der ikke til for at få et forslag på dagsorden i Albertslund byråd.

Albertslund er nemlig en af få kommuner, hvor borgere kan få et punkt på dagsorden, hvis de indhenter nok underskrifter.

Vi har fået øjnene op for, at vi godt kan gøre ting selv.

Faik Bilgic.

Og nu sker det så. For en gruppe musikglade unge i Albertslund har skaffet nok underskrifter til et forslag om et lokale til unge musikere, der mangler et sted at være i Albertslund kommune. Dermed kommer landets første borgerdrevet forslag nu på dagsorden i en kommune.

- Det har været fedt nok, for vi ved også, at vi kan få en del ud af det, hvis tingene går op i en højere enhed. Vi har fået øjnene op for, at vi godt kan gøre ting selv, siger Faik Bilgic, som er en af de unge, der har været på gaden og skaffet underskrifter.

Kenni Flink fra Alternativet har hjulpet de unge med at samle de nødvendige 672 stemmer ind, og han mener, at der er et stort potentiale i borgerdrevne forslag.

- Det giver en mulighed for at kunne genskabe tilliden fra borgerne til kommunalbestyrelserne og få fjernet lidt af den politikerlede, som der nu engang er, siger Kenni Flink.

På borgmesterkontoret i Albertslund glæder Steen Christiansen (A) sig til at præsentere de unges forslag for byrådet. Og i tråd med Kenni Flink ser han gode muligheder i forslag fra borgerne.

- Jeg synes, at det er en rigtig god idé, at borgerne har en mulighed for at stille direkte forslag i byrådene, og jeg tror, at vi på den måde kan styrke det lokale demokrati, siger Steen Christiansen.

I Rødovre kommune er det også muligt for borgerne at stille forslag, men her har intet forslag nået tilstrækkelig opbakning endnu.

Forslaget i Albertslund skal behandles på et af de kommende byrådsmøder i juni.

Det har tidligere fremgået, at forslaget om, at Albertslund byråd kan tage borgernes sager op, kommer fra Alternativet. Dette er ikke korrekt. Forslaget kommer fra SF, da Alternativet ikke har medlemmer i Albertslund Byråd.