Mange ansøgere til ny it-uddannelse: Bastian vil vinde over hackerne

En af de mange unge ansøgere til ny it-uddannelse mener fremtiden ligger i it-sikkerhed.

Bastian Falk Kofod på 25 er en af de håbefulde ansøgere til en ny it-sikkerhedsuddannelse på Københavns Erhvervsakademi (KEA).

Artiklen er rettet fredag d. 14. juli klokken 16:38. Tidligere fremgik det, at ansøgerne får svar på deres ansøgninger d. 10. juli. Det er ikke korrekt, ansøgerne får svar d. 28. juli. DR beklager fejlen.

- Jeg tror, at der brug for specialister på det her område, ligesom det kræver specialister på kirurgisk afdeling, siger Bastian Falk Kofod.

Han er 25 år og en af de 38, der har søgt ind på den splinterny it-sikkerhedsuddannelse på Københavns Erhvervsakademi, KEA, som er blevet udbudt for kun en måned siden.

Men Bastian Falk Kofod har længe vidst, at det var den vej, han ville gå.

- Jeg hørte rygter om uddannelsen allerede for et år siden, og siden har den ligget og luret i baghovedet, så jeg skulle ikke bruge lang tid på at beslutte mig, siger han.

Truslen fra hackerangreb og stigende it-kriminalitet, som senest har ramt blandt andet Mærsk, har tilsyneladende fået unge til at søge en fremtid inden for it-sikkerhed.

Uddannelsen på KEA har fået 38 ansøgere, og ifølge erhvervsakademiet selv er det overraskende mange. Her havde man kun regnet med 20 ansøgere på grund af den korte tidsfrist.

Bastian Falk Kofod er ikke helt sikker på, hvad han vil bruge uddannelsen, som tager halvandet år, til bagefter. Men især én ting virker tillokkende:

- Uddannelsen giver blandt andet mulighed for at uddanne de kommende generationer i it-sikkerhed og komme ud og opdrage lidt på for eksempel arbejdspladser og folkeskoler, siger han.

Der er frist for at søge ind på de videregående uddannelser i dag klokken 12. Men Bastian Falk Kofod og de andre håbefulde ansøgere må vente til den 28. juli med at finde ud af, om de er kommet ind.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.