Mange venter for længe på behandling af aggressiv kræftform

Fire af ti patienter venter for længe på operation for bugspytkirtelkræft, viser nye tal.

Hurtig behandling kan være afgørende for patienter med kræft i bugspytkirtlen.

Alligevel er der store problemer med at få netop denne patientgruppe i behandling inden for kræftpakkernes tidsfrister. Det viser en ny rapport fra Dansk Pancreas Cancer Database.

- 90 procent af patienterne burde blive opereret inden for 14 dage, men på de fleste afdelinger er det kun 60 procent, der bliver det. Der mangler ressourcer og der mangler kirurger, forklarer overlæge på Odense Universitetshospital Per Pfeiffer, der er formand for databasen.

Ifølge kræftpakkerne skal du opereres for bugspytkirtelkræft senest to uger efter, at du har sagt ja til at komme under kniven. Men fra sommeren 2014 og et år frem blev den tidsfrist overskredet for 43 procent af patienterne i Region Hovedstaden.

Per Pfeiffer forklarer dog, at overskridelserne ofte drejer sig om få dage, og at patienterne selv har sagt ja til, at tidsfristen bliver overskredet.

- Men derfor burde man stadigvæk behandle inden for tidsfristen, understreger overlægen.

LinkboxLæs også7 tegn på kræft du skal tage alvorligt

I Region Hovedstaden bliver patienter med kræft i bugspytkirtlen opereret på mave- tarmkirurgisk klinik på Rigshospitalet. Her er klinikchef Jens Hillingsø ikke stolt af resultatet.

- Målopfyldelsen er ikke tilfredsstillende. Men vi oplever et stigende antal patienter, og vi opererer flere patienter med mere fremskreden sygdom. Derfor har det været vanskelig for os at overholde fristerne, siger Jens Hillingsø, der dog påpeger, at der er fremgang at spore.

I forrige rapport opererede klinikken nemlig kun en tredjedel af patienterne til tiden.

- Men vi har fået tilsagn om større kapacitet, så vi kan forvente endnu bedre resultater fremover, forklarer Jens Hillingsø.

  • Print
  • Del artiklen: