Metro til Malmø på tegnebrættet

Københavns Kommune og Malmø Stad er ved at undersøge mulighederne for at bygge en metroforbindelse.

Metro til Malmø? Det er måske på vej. Ihvertfald mødes Københavns Kommune og Malmø Stad nu til de indledende drøftelser om en metro mellem København og Malmø. (Foto: Søren Hytting © Ørestadsselskabet)

Først fik vi Øresundsbroen, og hvis alt flasker sig, kan vi i fremtiden måske se frem til en Øresundsmetro også.

En undersøgelsesgruppe nedsat af Københavns Kommune og Malmø Stad er i hvert fald ved at undersøge mulighederne for at bygge en metroforbindelse direkte fra København til Malmø.

Lars Weiss er medlem af økonomiudvalget på Københavns Rådhus for Socialdemokraterne pg kan se mange fordele i en metrolinje.

- Nu har vi sat os sammen for at se på det her økonomisk og i forhold til passagertallene. Viser det sig, at det er noget, der kan lykkes, så er det noget, der står meget højt på vores liste, siger han.

Borgerlige: Glem det

Om få år vil Øresundsbroen være fuldt belastet, og derfor er der behov for en ny vej til og fra Sverige. Behovet kan endda blive endnu større, hvis også Femernbroen bliver en realitet.

Men i den borgerlige lejr på Københavns rådhus er man dog noget mere pessimistiske. De Konservatives Jakob Næsager mener, at det ikke er en mulig løsning.

- Der er ingen sandsynlighed for, at vi får en metro til Malmø. Vi har jo InterCity-togene, som kører hvert 20. minut. Der er behov for en metro andre steder først før en til Malmø, påpeger han.

En eventuel metrolinje til Sverige kan tidligst stå klar i 2030’erne.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.