Morgenhumøret halter: Hver femte dansker vågner sur

Selvom vi er verdens lykkeligste folk, er hver femte dansker morgensur, viser undersøgelse.

Hvis du begynder døgnet med nedadvendte mundvige og en god portion skepsis over, hvad dagen mon vil bringe, så er du ikke alene.

Hver femte dansker er nemlig morgensur. Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Opeepl for Rynkeby.

Samtidig oplever halvdelen af deltagerne i undersøgelsen, at deres morgenhumør påvirker resten af dagen.

Sådan kickstarter du en god morgen
  • Gå i seng i ordentlig tid og sørg for at få sovet igennem. Lad være med at tjekke mails inden sengetid.
  • Stå op med det samme, når vækkeuret ringer.
  • Sørg for at dyrke motion regelmæssigt.
  • Det hjælper at pleje sine relationer - altså at have et godt forhold til familie og venner.
  • Rund morgenbadet af med at skrue helt ned for det varme vand. Et iskold brusebad giver et kick.

Kilde: Jacob Piet Jakobsen, psykolog og ph.d

Nogle tanker kan give nemlig gøre os negative, siger psykolog og ph.d Jacob Piet Jakobsen.

- Allerede om morgenen aktiveres vores tænkning, og nogle tankemønstre kan, inden dagen er gået i gang, give os en negativ forventning til os selv, til arbejdet og til ting, der endnu ikke er sket, forklarer han.

B-mennesker bliver ramt af samfundets rytme

I undersøgelsen afskriver langt over en tredjedel af de adspurgte danskere sig selv som morgenmennesker, og det kan også være med til at påvirke morgenhumøret, når man ikke føler sig klar til dagen.

Ifølge forsker, forfatter og debattør Camilla Kring kan den dårlige start på dagen både skyldes manglende tid om morgenen, men også vores basale døgnrytme.

Særligt B-mennesker kan være udfordret af den måde, vi har indrettet os på, hvor vi møder tidligere, end vores system egentlig er gearet til.

Mens undersøgelsen viser, at danskerne klart er det folkefærd i Norden, som lader sig påvirke mest af morgenhumøret, så er det vores naboer mod øst, nemlig svenskerne, der tager titlen som de mest morgensure.

Til gengæld er vi her til lands Nordens mest morgenglade, når først vi rammer weekenden

  • Print
  • Del artiklen: