Nordsjællandske politikere til borgere: Lej jeres boliger ud via Airbnb

Mens politikerne på Københavns Rådhus diskuterer, hvordan man begrænser udlejning af boliger via Airbnb, ser det anderledes ud uden for hovedstaden.

Inger Marie Møller har gode erfaringer med at leje værelser ud til turister i Halsnæs. (Foto: PRIVAT © dr)

Udlej dit hus eller lejlighed ud via Airbnb, når du ikke selv bruger det.

Sådan lyder opfordringen fra flere nordsjællandske kommuner i forsøget på at skaffe flere overnatningsmuligheder til turisterne i Nordsjælland.

I Halsnæs Kommune har man i morgen inviteret kommunens boligejere til informationsmøde om, hvordan man udlejer sin bolig gennem udlejningsportalen. Målet er, at der skal skaffes 100 ekstra udlejningsboliger til næste år, siger Helge Friis, formand for vækst- og erhvervsudvalget i Halsnæs Kommune (S).

- Vi ved, at alle vores sommerhuse stort set er lejet ud i hele sommerperioden, så hvis private vil leje deres lejlighed eller hus ud, når de for eksempel selv er på ferie, så kan det give et ekstra pust til vores turismeerhverv.

I København har politikere og boligforeninger den seneste tid diskuteret, hvordan man begrænser privat korttidsudlejning, så det ikke øger boligmanglen i hovedstaden. Men i Halsnæs er boligmarkedet helt anderledes end i København, påpeger Helge Friis.

- Vi har masser af boliger til salg, så jeg er slet ikke nervøs for, at alle vores boliger pludselig er på Airbnb, siger han.

Jeg er blevet så glad for at have mange forskellige, spændende mennesker på besøg, at jeg indtil videre bliver ved.

Inger Marie Møller, udlejer sit hus

Udover Halsnæs har Gribskov Kommune opfordret sine boligejere til at overveje privat udlejning til turister, og Hillerød Kommune gør måske det samme, fortæller direktør i Visit Nordsjælland, Anette Sørensen.

Hun mener ikke, at der er grund til at frygte, at den private udlejning går ud over hotellerne.

- Jeg tror både, at der er gæster til hotellerne og til Airbnb og sommerhuse. Vi får bare fat i nogle nye segmenter, for eksempel de unge der forhåbentlig får lyst til at komme til Nordsjælland, siger hun.

God oplevelse

En af de boligejere i Halsnæs Kommune, der har erfaring med at udleje via Airbnb, er Inger Marie Møller. Siden marts har hun lejet værelser ud i sit hus i Hundested. Det var hendes søn, der opfordrede hende til det, og det har været meget positivt, fortæller hun.

- Der har været folk fra hele verden både Argentina, Spanien og Iran, og de har allesammen været meget fine mennesker, siger hun.

Oprindeligt var det hendes plan at finde en fast lejer at have boende, men nu satser hun på løbende udlejning via Airbnb:

- Jeg er blevet så glad for at have mange forskellige, spændende mennesker på besøg, at jeg indtil videre bliver ved. Mange af dem, der kommer, får jeg nogle gode snakke med.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.