Nybyggeri fortrænger historiske bygninger

Flere steder er bygninger med historisk værdi på vej mod nedrivning, fordi der skal gøres plads til nye.

Gamle og historiske bygninger er flere steder i hovedstadsområdet på vej til at blive til murbrokker, inden de igen bliver forvandlet til bl.a. moderne lejlighedsbyggeri.

På Vesterbro i København gælder det aktuelt en række slagterbygninger fra 1860'erne. De såkaldte slagterkaréer på Enghavevej er i risko for at blive revet ned, fordi grunden skal bruges til et nyt lejlighedskompleks og cykelparkering.

Men det er et historisk tab, hvis bygninger fjernes, siger museumsinspektør ved Københavns Museum Helle Ålsbøl.

- Så forsvinder historien jo, og det er den tid vi står på skuldrene af og indgangen til at forstå, at tingene har været anderledes end i dag.

Nordsjællandske bygninger lider samme skæbne

I Helsingør er der tre lignende eksempler, fortæller Lars Bjørn Madsen, museumsinspektør ved Byhistorisk Arkiv i Helsingør.

Det drejer sig blandt andet om en badmintonhal i funkis-stil fra 1935, der skal fjernes for at bygge et nyt stadion, og et tidligere slagtehus fra 1914, der skal rives ned for at gøre plads til et skolebyggeri.

- Det der bekymrer mig er, at man fjerner elementer, der fortæller lidt om, hvordan der så ud før i tiden. Og der er sådanne bygninger klare monumenter, siger Lars Bjørn Madsen.

Han opfordrer politikerne til at vise større forståelse for den historiske værdi af gamle bygninger.

- Man glemmer at tage højde for de kulturværdier der er truet, for at få indfriet sine ambitioner. Du kan sige, at det er manglende respekt, men det er også manglende forståelse.

  • Print
  • Del artiklen: