Nyt lynkursus skal lære os førstehjælp

Mange førstehjælpskurser varer tre-fire timer, og det kan virke uoverskueligt, lyder det fra Hjerteforeningen, som er ved at udvikle et nyt kursus på kun 30 min.

For at få flere til at få taget - og genopfrisket - et førstehjælpskursus, lancerer Hjerteforeningen i samarbejde med Dansk Råd for Genoplivning et nyt førstehjælpskursus, som kun varer 30 minutter. (Foto: Nanna Kreutzmann © Scanpix)

Når en person falder om med hjertestop på fortovet, i det lokale shoppecenter eller på fodboldbanen, så kan førstehjælp være altafgørende.

Og for at få flere til at få taget - og genopfrisket - et førstehjælpskursus, lancerer Hjerteforeningen i samarbejde med Dansk Råd for Genoplivning et nyt førstehjælpskursus, som kun varer 30 minutter.

- Det er vores erfaring, at der måske er nogle, som holder sig tilbage med at lære det, fordi de tænker, at det ikke vedkommer dem, eller de synes, at det er uoverskueligt med et normalt kursus på fire timer, siger Hanne Balle, der er leder af Hjerteforeningens Rådgivning i København.

En af dem, som pludselig fik brug for sin viden fra et førstehjælpskursus, er Claus Brandorff. En tidlig morgen i januar 2016 fandt han sin løbemakker Simon Bønløkke livløs i sneen ved Søndersø i Værløse.

Claus Brandorff prøvede at vække Simon Bønløkke ved at give ham lidt sne i munden, men han reagerede ikke. Derfor ringede Claus Brandorff 112.

- Jeg fik bestilt en ambulance og lagt ham om på siden. Simon havde stadig en rallende vejrtrækning, men da jeg så skal tjekke vejrtrækningen igen, så er den væk. Så vendte jeg ham om på ryggen og gik i gang med hjertemassage, forklarer Claus Brandorff.

I 18 minutter gav han førstehjælp til sin ven, før ambulancen kom. Simon Bønløkke var efterfølgende indlagt i cirka tre uger, og han overlevede uden mén.

Det nye førstehjælpskursus er gratis, og det forventes at køre til efteråret.

Fakta om hjertestop

  • Cirka 4.000 danskere bliver hvert år ramt af et hjertestop udenfor hospitalet. Det svarer til cirka 10 om dagen.
  • I gennemsnit overlever en ud af ti.
  • Hvis der bliver ydet genoplivning til en person med hjertestop, inden ambulancen ankommer, øges chancen for, at personen overlever med 400 procent.

    Kilde: Dansk Hjertestopregister (2014)