Tema Sundhedsplatformen

Omstridt it-system truer kvalitetsovervågning: Det kan ramme patienterne

Sundhedsplatformen giver problemer med at overvåge behandlingskvaliteten på hovedstadens hospitaler.

Komplikationer efter operationer er et af de problemer, som flere af kvalitetsdatabaserne holder øje med. (Foto: Flemming Krogh © Scanpix)

Komplikationer efter en operation, for lang ventetid på en kræftdiagnose eller behandling, der ikke følger retningslinjerne.

Det er blot nogle af de problemer, som databaserne under regionernes såkaldte kliniske kvalitetsudviklingsprogram holder øje med. Overvågningen sker for at sørge for, at hospitalerne lærer af eventuelle fejl samt for at sikre patienterne den bedst mulige behandling.

Men nu spænder problemer med it-systemet Sundhedsplatformen ben for kvalitetsarbejdet i Region Hovedstaden.

- Vi mister simpelthen nogle af de data, som vi bruger til at kvalitetsmonitorere udredningsforløbende, forklarer overlæge Torben Riis Rasmussen, som er formand for den database, der overvåger lungekræftbehandlingen i Danmark.

Allerede for et par måneder siden advarede et par af databaserne imod problemet. Men nu melder en række databaser sig altså med de samme udfordringer.

Det er i sidste ende patientbehandlingen og udviklingen af den, der kan lide skade.

Michael Borre, formand for Dansk Prostata Cancer database

En gennemgang, som DR P4 København har lavet af databasernes spritnye årsrapporter, viser nemlig, at mindst ti databaser har problemer med, at de vigtige patientdata fra Region Hovedstadens hospitaler ikke bliver overført fra Sundhedsplatformen.

En af dem er den danske database for prostatakræft, som overlæge Michael Borre er formand for.

- Vi risikerer at miste disse data, og der må man forstå, at det ikke kun er noget, som os, der sidder med databaserne, kan ærgre sig over.

- Det er i sidste ende patientbehandlingen og udviklingen af den, der kan lide skade, siger han.

Torben Riis Rasmussen er enig.

- Konsekvensen er, at vi måske ikke opdager nogle kvalitetsbrist, som kan få betydning for patienterne, fordi de bliver udsat for en udredning, der tager længere tid, end hvad der er hensigtsmæssigt, siger han.

- Eller det kan give en behandling, der ikke lever op til de kvalitetsnormer, som vi gerne vil have, at den lever op til, forklarer Torben Riis Rasmussen videre.

Han tvivler på, at løsningen på problemet er lige om hjørnet.

- Vi blev lovet, at problemet ville blive løst i 2016. Det skete ikke, for problemet er der stadigvæk her midt i 2017, siger han.

I en mail til DR P4 København skriver Region Hovedstadens koncerndirektør, Jens Gordon Clausen, at man stadig har udfordringer med at få registreret korrekt.

"Der er ikke nogen hurtig løsning, men vi er i fuld gang med tekniske optimeringer af systemet og mere og bedre undervisning af brugerne ude på hospitalerne.

Vi kan aldrig garantere, at der helt kan undgås huller i data fremover, men vi bestræber os på, at de næste årsrapporter ikke påvirkes," skriver Jens Gordon Clausen.