Pendler siger sit job op efter grænsekontrol: Jeg kan ikke leve på denne her måde

I dag er det en måned siden, at grænsekontrollen blev indført, og nu siger en pendler sit job op efter 15 års arbejde i Danmark.

- Jeg elsker København, men mest af alt elsker jeg danskerne og den danske humor, siger Eva Joensuu.

Men om et par måneder er det farvel til de sjove kollegaer på arbejdet og den daglige dosis Danmark. Efter at have arbejdet i sammenlagt 15 år i Danmark har Eva Joensuu sagt sit job på et rejsebureau op.

For det gik ikke længere at pendle fra hjemmet i den lille by Örtofta 12 kilometer nord for Lund til Vesterbro i København, hvor hendes arbejde ligger.

Korte, propfyldte tog
Efter at den svenske regering den 4. januar indførte grænsekontrol mellem Sverige og Danmark, har id-kontrol og længere rejsetid gjort den daglige togtur til et mareridt, hvor en enkelt tur kan tage op til tre timer.

- Det er korte, propfyldte tog og en masse mennesker, der står oveni hinanden. Især hjemrejsen er blevet helt åndsvagt besværlig, siger Eva Joensuu.

Usikker tur giver stress
Den usikre tur fuld af forsinkelser stresser Eva Joensuu, der både har oplevet at komme for sent på arbejde og for sent hjem til sin kæreste og deres hunde og heste, som også skal passes.

- Mine tanker kredsede meget om det her, hvordan skal næste dag gå, og hvornår mon jeg kommer jeg hjem? Jeg havde ingen energi til at lave noget som helst og blev ganske enkelt deprimeret, siger hun.

Kan ikke leve på den her måde
Det var en svær beslutning. Men det eneste rigtige for hende og familien var at sige op og lede efter et job i Sverige.

- Jeg kan ikke leve på denne her måde, og jeg vil ikke leve på denne her måde. Grænsekontrollen stopper jo ikke i morgen, så jeg har selv måttet ændre mit liv i stedet for at vente på, at de laver ændringer, for sådan bliver det nok ikke, siger Eva Joensuu.

Ikke den sidste
Hun regner med, at mange flere vil gøre som hun har gjort og give afkald på et job, de holder af i Danmark.

- Jeg er måske den første, men jeg bliver ikke den sidste, som må give op og kapitulere, siger hun.

- Det er korte, propfyldte tog og en masse mennesker, der står oveni hinanden. Især hjemrejsen er blevet helt åndsvagt besværlig, siger Eva Joensuu, der pendler fra Sverige til Danmark.

Opslået af DR Nyheder på 3. februar 2016

  • Print
  • Del artiklen: