Pendlere slipper for id-kontrol: 'Det føles som frihed'

Pendlere mellem Sverige og Danmark føler lettelse og frihed over, at de er fri for at vise id.

Pendler Urban Svensson kalder id-kontrollen 'en ubehagelig oplevelse'. (Foto: Urban Svensson © DR P4 København)

- Jeg tænkte bare frihed. Mit kørekort er ved at være helt slidt af alle de kontroller, og det var fantastisk ikke at skulle vise det.

Sådan lyder reaktionen fra Urban Svensson, der dagligt pendler med færgen fra Helsingør til Helsingborg, efter han for første gang i 16 måneder har taget turen over Øresund uden at vise identifikation.

Tidligere på ugen besluttede den svenske regering at ophæve obligatorisk kontrol af passagerer i bus, tog og færge til Sverige, og ved midnat trådte ophøret i kraft. Allerede i går sagde Urban Svensson farvel til vagterne:

- Med tiden lærer man dem jo at kende. Jeg har lært dem at løbe ved siden af min cykel og kigge på mit kørekort, mens jeg cykler.

Også blandt togpassagerne, der krydser Øresund, var den første togtur uden id-kontrol en særlig oplevelse, siger repræsentant for pendlerne Ture Ertmann.

- Der var rigtig dejlig stemning i toget. Normalt sidder man og passer sig selv, men i dag sad vi og smilede til hinanden, og da vi kom til Kastrup, blev der kigget ivrigt ud af vinduerne for at se, om kontrollen virkelig var væk. Og det var den.

Ture Ertmann pendler fra Sverige til Danmark, så det er på eftermiddagens hjemrejse, at han for alvor mærker forskellen.

- Jeg glæder mig så meget, jeg har endda taget flag med. Jeg sparer 20 minutter om dagen, og det er et stort plus.

Mens kravet om id-kontrol ved indrejse til Sverige bortfalder, vil der fortsat være skærpet grænsekontrol. For togpassagerne betyder det, at de ikke længere skal ud af toget i lufthavnen og vise pas eller kørekort, men at de stadig vil blive mødt af svensk politi på stationen i Hyllie.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.