Politi opretter ny bandetelefon: Farligt mener lokaludvalgsformand

En ny hotline, hvor borgere kan sende billeder og videoer, skal hjælpe i indsatsen mod bander. Men det er farligt at inddrage borgerne mener lokaludvalgsformand.

Banden Loyal to Familia har været involveret i adskillige skudepisoder i København den seneste tid. (Foto: SCANPIX © Scanpix)

Den seneste tids bandeuroligheder får nu Københavns Politi til at oprette en hotline, hvor borgere kan sende sms'er, billeder og videoklip.

Tanken er, at borgerne skal melde ind med flere tip om bandeaktiviteter, siger vicepolitinspektør hos Københavns Politi, Peter Martin Buhl.

Men det kan ende med at blive farligt for borgerne, at de skal melde ind med mistanker om bandemedlemmerne, siger formanden for Nørrebro Lokaludvalg, Mogens Petersen:

- Jeg frygter, at bandemedlemmerne begynder at få et andet reaktionsmønster over for borgerne på Nørrebro.

- Det kan udvikle sig til, at de mere paranoide typer begynder at være mere mistænksomme og begynder at vise mere truende adfærd, måske også vold, over for almindelig borgere.

Selvom der er skyderier i København, så er de almindelige borgere ikke direkte generet af bandekonflikten i dag. Men det kan ændre sig, hvis folk skal tippe politiet, siger Mogens Petersen:

- Det kan godt være, at det virker utrygt med store grupper, der står og hænger, men de forfølger ikke civile borgere i dag. Jeg ser meget nødigt, at civile borgere bliver en del af konflikten.

Den nye hotline åbner klokken 8 i morgen, og det vides endnu ikke, hvor lang tid den kommer til at være oppe.