Populært københavnsk madmarked lukker, men genopstår i nye klæder

Den nye placering bliver en udfordring for markedet, forudser ekspert i madmarkeder.

Copenhagen Street Food ligger mellem Operaen og Skuespilhuset. Bygningen, hvor markedet holder til, var tidligere lager for papir til avisernes trykkerier. Derfor navnet Papirøen. (Foto: Susanne Vigsø Grøn © DR)

Københavnere og turister har siden 2014 kunnet spise street food fra alle verdenshjørner på Papirøen i København.

Men ved årets udgang er det slut. Copenhagen Street Food lukker ned i sin nuværende form, da markedets tidsbegrænsede lejekontrakt udløber.

Det oplyser folkene bag det populære madmarked, der netop har annonceret beliggenheden for, hvad de kalder: "Københavns nye udflugtsmål for street food og hygge."

Den gode placering med udsigt udover vandet lige ved Nyhavn bliver fremover skiftet ud med en placering to og en halv kilometer længere nede ad kajen på Refshaleøen, hvor en stor del af aktiviteterne vil være ude i det fri.

Håbet er at tiltrække en masse nye iværksættere, fortæller Jesper Møller, der er initiativtager til Copenhagen Street Food.

- Hvis vi er heldige kan vi få 100 madboder, hvor mange af tingene vil foregå på hjul, fordi det er udendørs, siger han.

Den nye beliggenhed har dog hverken broforbindelser eller havnebusser i nærheden, og netop den placering vil give det nye sted en hård start, spår Bjørn Henrichsen, der er bygeograf og madmarkedsekspert.

- At flytte det så langt væk, vil helt sikkert betyde, at de skal genopbygge en destination igen, og de gør det på nogle vilkår, som er mindre gunstige, end dem de har lige nu, vurderer han.

Han mener derfor, at politikerne i Københavns Kommune får en stor rolle, hvis det nye marked skal blive en succes.

- Så må man på en eller anden måde forsøge at støtte op med noget infrastruktur, nogle havnebåde eller noget andet, som kan være med til at sikre, at der er en dynamik omkring den destination, siger han.

Der er endnu ikke fundet et navn til det nye street food marked, som efter planen skal åbne i 2018.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.