Publikum lader akvariefisk svømme i egen sø

Modsat hovedstadens andre store attraktioner, svigtede gæsterne Den Blå Planet sidste år.

Mens gæsterne strømmer til attraktioner som Tivoli, Bakken og Louisiana, så kniber det med at tiltrække besøgende til det kun to år gamle akvarium, Den Blå Planet.

Sidste år besøgte cirka 605.000 gæster akvariet, og det er en nedgang på mere end 20 procent fra året før og næsten en halvering siden åbningsåret 2013, hvor langt over en millioner mennesker besøgte Den Blå Planet, skriver Amagerbladet.dk

Ifølge akvariets administrerende direktør, Dorte Gleie, er der flere årsager til det faldende besøgstal.

- Det tager tid at komme ind i gæsternes bevidsthed ligesom Zoologisk Have eller Tivoli. Det kan også være beliggenheden, der er årsagen. Man skal ligesom beslutte sig for at tage herud. Det valg skal vi påvirke, siger direktøren, der gerne vil have flere fra Fyn og Jylland til at tage turen til Amager.

En årsag kunne også være prisen. Flere brugere af DR P4 Københavns Facebook-side mener, at det er for dyrt at tage en tur i Den Blå Planet. Ifølge akvariets hjemmeside betaler en familie med to voksne og børn omkring 500 kroner at få adgang. Spørger man Søren Pap Tolstrup og Michael Møller, så er det for meget.

- Den Blå Planet er fin og flot, men så lang tid kan man heller ikke få til at gå derude, og så er det stjernedyrt! Til den pris kan man lige så godt tage ungerne med i Tivoli eller Legoland, skriver Søren Pap Tolstrup på DR P4 Københavns Facebookside.

- Har været der 1 gang, og kommer der ikke mere. Aldrig har jeg følt mig så snydt efter den store omtale, og det er alt for dyrt, skriver Michael Møller.

Dorte Gleie afviser dog, at prisen skal sættes ned.

- Det er ikke dyrt. Det er samme niveau, som alle andre kulturattraktioner. Gæsterne føler, at de får rigtig god værdi for pengene, når de besøger os, siger hun.

Bakken er højdespringer, når det kommer til at lokke flere besøgende til. 2,7 millioner mennesker besøgte forlystelsesparken sidste år, og det er en fremgang på 20 procent i forhold til året før.

  • Print
  • Del artiklen: