Rundetårn har fødselsdag, og det bliver fejret med en historisk udstilling.

De fleste har nok taget den obligatoriske 200 meter lange tur op af den brede, snoede gang til Rundetaarns top, og mange har sikkert gjort det uden at skænke tårnets historie de store tanker.

Men det håber Rundetaarns direktør, Jesper Vang Hansen, at den nyåbnede historiske udstilling ”Porten til Rundetaarn – 375 års historier” kan ændre på.

Udover at være en turistmagnet, har det 42 meter høje tårn nemlig haft flere vigtige funktioner gennem tiden, forklarer han.

- Det er fint, at der er god stemning i Rundetaarn, og at her er rart at være, men med udstillingen vil vi gerne udlægge den bredere historie på en ny måde, fortæller han.

Det er især Rundetaarns betydning for naturvidenskaben, Jesper Vang Hansen ønsker at formidle.

En del af den historie er, at tårnet blev bygget som et observatorium i 1642 på befaling fra Kong Christian 4., fordi han ønskede et sted, hvorfra Københavns Universitet kunne holde øje med stjernehimlen.

I dag er observatoriet Europas ældste fungerende.

Udstillingen bliver afholdt i tårnets bibliotekssal og sætter fokus på både kendte og ukendte historier om Rundetaarn.

En af de mere ukendte historier er, hvad den lange sneglegang, der snor sig fra bund til top, er blevet brugt til, siger historisk konsulent i Rundetaarn Rasmus Agertoft.

- Når københavnerne har været i bekneb, fordi der har været brand, bombardementer eller krig i byen, så har de søgt tilflugt her. Under Anden Verdenskrig var der planlagt et beskyttelsesrum, hvor der kunne være 600 mennesker, siger han.

Udover at gøre opmærksom på tårnets historie og funktion gennem udstillingen, så arbejder de i Rundetaarn for at gøre historien mere tilgængelig.

- For at brede budskabet om Rundetaarns historie har vi åbnet op for hullet ind til den hule cylinder i midten, lavet en glasvæg til loftet og åbnet op for observatorium øverst i 2016, siger Rasmus Agertoft.

Udstillingen åbnede i lørdags og kan besøges frem til den 20. august.