Tema Sundhedsplatformen

Regionsformand: 10 millioner kroner vil redde Sundhedsplatformen

Ekspert er skeptisk. For 10 millioner kroner løser ikke problemerne med det udskældte it-system.

Sundhedsplatformen blev rullet ud i 2016 og siden da, har it-systemet mødt massiv kritik.

Politikerne i Region Hovedstaden har afsat ti millioner kroner til at optimere og forbedre det udskældte it-system, Sundhedsplatformen.

Det er en del af regionens nye budgetforlig for næste år, der blev indgået i går.

Sundhedsplatformen har skabt protester fra ledende sundhedspersonale på flere hospitaler.

Læger er trætte af, at de spilder dyrebar tid på tastearbejde, fordi det har skabt markant længere ventetider på blandt andet skadestuer og på kræftafdelinger.

Saltvandsindsprøjtningen på ti millioner kroner vil løse alle problemer med Sundhedsplatformen, forsikrer Sophie Hæstorp.

- I har afsat yderligere ti millioner kroner til udvikling af Sundhedsplatformen i budgettet. Bliver problemerne så løst?

- Ja, det gør de jo, siger hun.

Det er ikke realistisk, mener Jes Søgaard, der er professor i Sundhedsøkonomi ved SDU og afdelingschef i Kræftens Bekæmpelse.

- Ti millioner er da bestemt en hjælp. Men det vil slet ikke være nok. Men det er godt, man politisk indser, at der skal gøres noget nu. Det har man ikke gjort før, siger han.

- Planen er, at de ti millioner kroner blandt andet skal bruges på diktafoner med talegenkendelse og hjælpe de læger og sygeplejersker, der stadig døjer med it-systemet, siger Sophie Hæstorp.

Det lyder umiddelbart fint, men hvis man vil løse problemerne med it-systemet, så skal produktiviteten styrkes, siger Jes Søgaard.

- Der er nogen strukturelle problemer i Sundhedsplatformen, der gør, at der går mere lægetid per patient. Og det mindsker produktiviteten, siger Jes Søgaard.

Ren ønsketænkning

Hos Overlægeforeningen klapper de heller ikke i hænderne over Sophie Hæstorps udmelding.

Det er ren ønsketænkning, at ti millioner kroner kan løse problemerne med Sundhedsplatformen, mener Lisbeth Lintz, der er næstformand i Overlægeforeningen.

- At tro at på at ti millioner kroner, der bliver bevilget politisk, kan løse alle problemer, det er en meget overoptimistisk historie, siger hun.

De ti millioner kroner er kun et plaster på såret, selvom det selvfølgelig er positivt, at Region Hovedstaden ser på Sundhedsplatformens problemer, siger Lisbeth Lintz.

- Det lyder som et relativt lille beløb til at få rettet op på de store problemer, der er med Sundhedsplatformen, siger hun.

Budgetforliget byder dog også på en række besparelser.

Op mod 80 medarbejdere står til en fyreseddel, som følge af gevinst-realiseringer af Sundhedsplatformen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.