Rekordmange kvinder sætter sig i chefstolen

Næsten halvdelen af alle kommunale chefer er kvinder. Private virksomheder sakker bagud.

Markant flere kvinder indtager lederposter i kommunerne end tidligere.

I 2007 var der 846 kvinder i kommunale chefstillinger. Sidste år var det tal steget til 1.208, viser en ny opgørelse fra DJØF, der er baseret på tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

Stigningen betyder, at næsten halvdelen af alle kommunale chefer nu er kvinder, skriver Politiken.

I Rudersdal Kommune er syv ud af 10 chefer kvinder. Ifølge kommunaldirektør Bjarne Petersen skyldes det, at kvinderne er bedst egnet til jobbet.

- Vi har aldrig givet kvinderne særlige fordele. Når det er blevet kvinder, er det udelukkende, fordi de er de bedste, siger han til P4 København.

På det private arbejdsmarked går udviklingen langsommere. Her er kun hver tredje chef kvinde.

Ifølge Dansk Industri skyldes det blandt andet, at mange ønsker lederstillinger i kommunerne fremfor i private virksomheder. Men den køber formanden for fagforeningen DJØF, Lisa Herold Ferbing, ikke.

Hun mener, at årsagen er, at kommunerne er blevet pålagt at redegøre for ligestillingen.

- Man sikrer, at man har en vis antal kvinder med, når man rekrutterer. Det kan ikke være rigtigt, at de mange veluddannede kvinder ikke afspejles i rekrutteringsgrundlaget, siger Lisa Herold Ferbind.

  • Print
  • Del artiklen: