Renere luft i København må vente

Den nye bilaftale gør det sværere at nå målet om, at København skal være CO2-neutral hovedstad i 2025.

Der findes 482 parkeringspladser og 249 offentlige ladestandere til elbiler i København. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Luftforureningen skal nedbringes markant, så hovedstaden er CO2 neutral i 2025. Sådan lyder målet i Københavns Borgerrepræsentation, der i flere år har arbejdet for flere elbiler på vejene. Men det bliver sværere med den nye bilaftale, som regeringen og Dansk Folkeparti har indgået, lyder det fra flere sider.

- Jeg tror, at det bliver sværere at nå målet om CO2-reduktion med den her aftale. Hvis vi skal nå den slags ambitiøse mål, skal vi have en massiv udbredelse af elbiler. Det er ikke blevet nemmere med den nye aftale, siger Tue Damsø, der er bestyrelsesformand hos Det Økologiske Råd

Prisen vokser mellem el- og benzinbiler

Regeringens aftale betyder, at biler med dårlig brændstofsøkonomi bliver dyrere, mens flere biler med god brændstoføkonomi bliver billigere. Det gælder dog ikke for elbiler. Resultatet er derfor, at prisforskellen mellem el- og benzinbiler bliver større, forklarer Tue Damsø.

Han mener ikke, det er nok at satse på benzinbiler, der kører længere på literen.

- Biler med bedre brændstoføkonomi kan rykke os et lille stykke af vejen, men slet ikke nok til at København kan nå at blive CO2-neutral i 2025. Så skal man over i nogle helt andre brændsler.

Salget af elbiler kan bremse op

Hos Dansk Elbil Alliance mener man, at den nye aftale vil bremse udbredelsen af elbiler i hovedstadsområdet.

- Det betyder rigtigt meget, at man har givet elbilerne gode forhold i København, men man må ikke undervurdere, hvor meget prisen betyder. Og med den nye aftale sætter man prisen på benzin- og dieselbiler ned, så man har forværret konkurrenceforholdene.

Københavns Kommune har blandt andet lavet 482 parkeringspladser reserveret til elbiler, sænket prisen på parkeringslicenser til elbiler og gjort 85% af kommunens bilpark eldreven. Men hvis der ikke prismæssigt er en fordel ved at købe en elbil, må kommunen gøre mere, siger Lærke Flader.

- Man kan gøre det billigere at parkere, og man kan give elbilerne lov til at køre i særlige kørebaner på indfaldsvejene til København.

FDM: Elbiler har meget lav afgift allerede

Hos bilisternes forening FDM er afdelingschef Torben Kudsk uenig i, at det er priserne på elbiler, der afholder folk fra at vælge dem:

- Rent faktisk er der faktisk næsten ingen afgift på en del af de elbiler, der er på markedet. I den almindelige prisklasse er der kun en afgift på 5-10.000 kroner, så man kan ikke sige, at der er meget afgift på elbilerne i Danmark.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.