Sådan får du bugt med rotterne

GUIDE Få eksperternes råd til, hvordan du undgår rotter i og udenfor dit hjem.

En halvtømt affaldspose eller en stank af rottepis er typiske tegn på, at du har fået pelset besøg fra kloakken.

Det er der faktisk flere af os, der får end tidligere. I 2015 modtog kommunerne 196.684 anmeldelser om rotter. Det er en stigning på 53 % procent i forhold til 2010, viser en rundspørge blandt samtlige kommuner, som Magasinet Penge har foretaget.

Men hvad skal man egentlig gøre, hvis man har mistanke om rotter, og hvordan forebygger man besøg fra gnaverne? Det har DR.dk med hjælp fra Naturstyrelsen og Københavns Kommune fundet ud af.

Hvis du har rotter, skal du gøre følgende:

  • Ring straks til kommunen
    Hvis du ser rotter eller har mistanke om rotter, har du pligt til at melde det til din kommune. Pligten påhviler alle borgere - såvel grundejere som lejere.

  • Fjern alt spiseligt
    Smid altid uemballerede fødevarer, som rotter har været i kontakt med, ud. Fødevarer i glas og konservesdåser er der ingen grund til at kassere, hvis man udviser den nødvendige omtanke ved rengøringen af emballagen.
  • Find rottens indgang
    Rotter kan komme ind i dit hus på mange forskellige måder. Undersøg om blandt andet vinduer, døre og kloak er intakte.
  • Hold dig fra rotten
    Lad kommunens folk fange rotterne. Rotter kan være farlige og udgøre en smittefare. Derfor skal du ikke foretage dig andet end at ringe til kommunens fagfolk.

Hvis du vil forebygge rotter i dit hjem og have:

  • Tjek din kloak og toilet
    Sørg for, at du har ordentlige rør-installationer. Få eventuelt en VVS'er til at opsætte en rottespærre i din kloak. Lad gerne toiletbrættet været slået ned, når du forlader toilettet.
  • Vær sikker på, at dit hjem er tæt
    Hvis du skal være sikker på ikke at få besøg af en rotte, må dit hjem ikke mangle glas i vinduer, alle døre skal lukke helt tæt og sokkelriste skal være intakte.
  • Fjern nedfalden frugt
    Det er en god idé at fjerne nedfalden frugt fra din have. Et råddent æble kan tiltrække rotter.
  • Lad være med at overfodre fuglene
    Rotterne elsker fuglenes rester. Sørg derfor for, at der ikke ligger fuglefrø på din grund.

Kilder: Naturstyrelsen.dk og Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.

  • Print
  • Del artiklen: