Skole bandlyser mobiler i et halvt år: De skal låses inde i elevernes skabe

I seks måneder skal eleverne på en skole på Frederiksberg undvære mobilerne helt - også i frikvartererne.

Jesper Tække, lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet, mener, at det går ud over børnenes digitale dannelse, når man gør skolen mobilfri. Arkivfoto (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

De fleste børn og unge er vokset op med mobilen i hånden, og den fylder meget i deres hverdag. Men nu skal den fylde markant mindre på Frederiksberg, i hvert fald på Skolen på Grundtvigsvej.

Her bliver mobilen bandlyst efter efterårsferien - både i skoletiden, herunder i frikvartererne, i SFO'en og i klubben.

Karl Villum Hastrup Lagoni, der går i 5. klasse på skolen, oplever, at nogle af eleverne er rigtig glade for mobilen.

- Nogle bruger deres telefoner rigtig meget. Nogle gange, når jeg skal ned til klubben og spille bordtennis, så sidder folk i sofaen med deres telefoner, fortæller han.

Om få uger kan han se frem til, at telefonerne skal ligge slukket og aflåst i elevernes skabe. Mobilerne må først tændes, når eleverne har forladt skolens område.

Der bliver mere tid til venner i stedet for, at folk bare sidder og bruger deres telefon.

Karl Villum Hastrup Lagoni, skoleelev

Det er et valg, som skolens ledelse har truffet, fordi de vil have øge fællesskabet på skolen.

- Vi vil gerne have, at det vi mødes om, er de fælles elektroniske devices og ikke den private mobil, forklarer skoleleder Lise Ammitzbøll la Cour og forsætter:

- Det handler også om, at vi gerne vil have børnene til at tage stilling til, hvornår man bruger en mobiltelefon, og hvornår man ikke bruger den.

Der er flere skoler i landet, som allerede har bandlyst mobilen i perioder for at lære børnene om, hvordan mobilen påvirker dem.

En af de elever, der skal lære om sit mobilforbrug ved at ligge mobilen fra sig, er Julia Marie Hofgaard Foldschack fra 5.klasse.

- Nogle gange fylder den faktisk ret meget. Når der er pause, kan jeg godt finde på at sidde med mobilen. Så det er godt, at vi nu skal slukke den og måske lade den blive derhjemme, mener hun.

Lektor: Det går ud over den digitale dannelse

Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for den mobilfrie skole.

Jesper Tække, der er lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet, mener, at det går ud over børnenes digitale dannelse.

- Hvis de ikke lærer det i skolen, hvor skulle de så lære det henne? For de lærer det ikke derhjemme, hvor børnene tit er alene med telefonen, mener han.

Ifølge ham skal børnene lære, hvordan de bruger telefonen i sociale sammenhænge, og det gør de bedst i skolen.

Men Lise Ammitzbøll la Cour tror på, at det vil fremme den digitale dannelse, hvis børnene først oplever et rum, hvor der er fællesskab uden mobilen.

- Det er en projektperiode, hvor vi på seks måneder prøver at skabe et rum, som er uden den private mobiltelefon og ser, hvad det rent faktisk gør ved børnene og ved deres færden, adfærd og læring på skolen, siger hun.

Og Julia Marie Hofgaard Foldschack kommer da også til at savne mobilen, men hun glæder sig stadig til de seks mobilfrie måneder.

- Det kan være, vi kan få nogle flere venner og lave nogle federe aktiviteter.

Og det med venner fylder også hos Karl Villum Hastrup Lagoni.

- Der bliver mere tid til venner i stedet for, at folk bare sidder og bruger deres telefon.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.