Skoleelever sætter sig i førersædet på lastbilen: Skal lære om sikkerhed i trafikken

I dag starter en kampagne, som skal få de mindste børn på landets skoler til at holde ekstra godt øje med lastbiler i trafikken.

Lastbilkaravanen besøgte mandag Peder Lykke Skolen på Amager. (© (c) DR)

Rigtig mange forældre kender nok til utrygheden ved at lade deres børn køre til skole på cykel, fordi de frygter for børnenes sikkerhed.

For at gøre de mindste mere sikre i trafikken besøger lastbiler og lastbilchauffører de næste to uger flere af landets skoler i en såkaldt Lastbilkaravane.

Her skal skolernes elever få en bedre forståelse for, hvor lidt chaufførerne egentlig kan se fra førersædet.

Karavanen starter i dag, og det er vejgodstransportens brancheorganisation, International Transport Danmark, ITD, der står bag karavanen, som besøger folkeskoleklasser mellem 0. og 2. klasse.

- Det er vigtigt, at børnene forstår, at lastbilchauffører ikke kan se ud af de blinde vinkler, siger Gert Jakobsen, der er lastbilchauffør i karavanen.

Mandag har karavanen besøgt Peder Lykke Skolen på Amager, hvor blandt andet Isabella fra 2. klasse har fået lov at sidde på førersædet i lastbilen.

Hun kan godt forstå, det kan være svært at se ud af bilen.

- Ja. For det er en rigtig, rigtig stor bil, siger hun.

Gert Jakobsen opfordrer børnene til, at de skal have øjenkontakt med lastbilchaufføren, før de kører ud foran lastbil, der drejer til højre i et sving.

Selvom kampagnen er målrettet skolernes mindste elever, så er det ikke kun børnene, der skal passe på i trafikken.

- Det går jo begge veje. Vi skal hjælpe hinanden i trafikken, siger Gert Jakobsen.

Hos Havarikommissionen for Vejtrafikulykker er de positive over kampagnen, siger formand Mette Fynbo.

- Børn er heldigvis ikke så ofte indblandet i ulykker, men de bliver jo også voksne på et tidspunkt. Derfor er det en vigtig viden at have, at det er rigtig svært for lastbilchaufførerne at se de gående og cyklisterne, siger hun.

Udover kampagnen har Mette Fynbo en anden opfordring.

- Lastbilerne bør have lav rudekant og glas i døren. Det gør, at chaufførerne i højre grad kan se cyklisterne og fodgængerne, siger hun

Lastbilchaufførerne, deres lastbiler og kampagnen kører rundt i hele landet og møder børn. Tirsdag står karavanen klar ved Frederiksberg Runddel.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.