Skoleledere: Indvandrer-loft i folkeskolen er urealistisk

SF foreslår et loft på maksimalt 33 procent tosprogede elever på hver skole.

Urealistisk.

Sådan kalder flere skoleledere i hovedstadsområdet SFs forslag om at begrænse antallet af indvandrerbørn på landets folkeskoler.

Partiet foreslår, at der kun må være 33 procent tosprogede elever per skole. Det skal gøre op med social kontrol og frigøre kvinder i de etniske miljøer, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr til Jyllands-Posten.

På Brøndby Strand Skole, hvor over halvdelen af eleverne tosprogede, har skoleleder Per Trudslev svært ved at se det fornuftige i forslaget.

- Det er forholdsvist urealistisk. Hvis det var vores skole, så snakker vi om 350 børn, der skal rejse et andet sted hen for at være i skole klokken otte om morgenen. Det er mange børn, siger han.

Han får opbakning fra skoleleder på Nørre Fælled Skole i København Morten Østergaard Jensen.

- Man har jo vidst det i 20 år, men man gør ikke rigtig noget ved årsagen til problemet ved at sætte et tal og køre folk rundt i busser, siger hun.

Per Trudslev mener, at skolerne selv har et ansvar for at højne elevernes niveau uanset baggrund, så flere vælger folkeskolen til.

- Det er en forholdsvis stor udgift at køre eleverne. Dybest set tror jeg ikke på, at det nødvendigvis løser noget i det store billede, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: