Slut med modtageklasser: Flygtningebørn skal blandes med danske børn

Det gavner integrationen, hvis flygtningebørn går i klasse med danske børn, mener flere kommuner. Forsker er uenig.

Det kan gavne integrationen, hvis flygtningebørn springer modtageklasserne over og begynder skolelivet sammen med de danske børn. Det mener man blandt andet i Hørsholm Kommune, hvor modtageklasserne helt er sløjfet.

Nu overvejer flere andre kommuner at gøre det samme. Det er blandt andet Egedal Kommune, hvor man i øjeblikket har flygtningebørnene samlet på én skole i særlige modtageklasser.

Ved at skrotte klasserne og blande danske børn og flygtningebørn håber man, at integrationen bliver en smule lettere, forklarer Karsten Søndergaard (V), der er formand for børne- og skoleudvalget i Egedal Kommune.

- De kommer ind i en almindelig klasse og får en påvirkning fra børn, der snakker dansk, siger han.

Forsker: Sløjfede klasser dækker over besparelse

Men tanken om at droppe de særlige modtageklasser vækker ikke begejstring alle steder, for i modtagerklasserne er lærerne specialuddannet til at håndtere flygtningebørnene, og den kompetence vil man ikke kunne overføre til de almindelige klasser, lyder bekymringen fra Andreas Rasch-Christensen, der er skoleforsker på VIA University College.

- Det er vigtigt at have de specialpædagogiske kompetencer til stede i modtageklasserne. Både i forhold til at arbejde med elevernes sprogfaglige kompetencer, men også i forhold til nogle af de traumatiske oplevelser, eleverne har været igennem, siger han.

Også København og Fredensborg Kommune overvejer at afskaffe modtageklasserne.

  • Print
  • Del artiklen: