Socialrådgivere har svært ved at hjælpe sugardatere

Erfaringer fra ny rådgivningsportal viser, at socialrådgivere har svært ved at tale med unge sugardatere.

Hvordan hjælper man en ung sugardater, der går ud med mænd mod betaling i form af dyre middage, gaver og rede kontanter?

Det spørgsmål søger socialrådgivere svar på hos rådgivningsportalen RedenUng, der har gennem det seneste år blandt andet har rådgivet om gråzone-prostitution, skriver Danske Kommuner.

Sugardating er nemlig så nyt for flere socialrådgivere, at de mangler værktøjer til at tale med unge, der søger hjælp hos kommunen. Det fortæller Christina Wind, akademisk projektmedarbejder i RedenUng, der er finansieret af satspuljemidler i tre år.

- De ringer eksempelvis, fordi de sidder med en ung, der har sugardatet eller er i prostitution. Her er der tale om unge under 18, og så har de svært ved at greje, hvad de skal gøre ved det, siger hun.

Mere end en gang om måneden, henvender en socialrådgiver sig til rådgivningsportalen. Sugardating er da også i vækst på nettet, og samtidig har mange unge svært ved at sætte grænser, når de sugardater, vurderer lektor emeritus ved Roskilde Universitet, Bodil Maria Pedersen.

- De folk der er i gråzone-området, har specielt svært ved at finde ud af, hvor grænserne går. Når grænserne bliver overskredet flere gange, så kan det være svært at oprette en ny grænse, siger hun.

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Majbrit Berlau er positiv over, at socialrådgiverne benytter sig af rådgivningstilbuddene.

  • Print
  • Del artiklen: