Spidskandidat fra V: Statsministerens kritik af københavnske folkeskoler er på sin plads

Hvis de svageste skoler ikke retter op snart, bør de lukkes, lyder det fra Cecilia Lonning-Skovgaard.

Cecilia Lonning-Skovgaard opfordrer alle Københavns skoler til at søge regeringens skolepulje. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

- Det er på tide, at Christiansborg griber ind, når København øjensynligt hverken kan eller vil løse det her problem.

Sådan lyder meldingen fra Venstres spidskandidat i København Cecilia Lonning-Skovgaard.

Dermed er hun lodret uenig med sin partifælle i København, Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), og Københavns overborgmester Frank Jensen (S) i en sag, der blev åbnet fra Folketingets talerstol i går.

I åbningstalen sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nemlig, at de københavnske folkeskoler har svigtet eleverne ved at sige nej til at deltage i regeringens skolepulje.

Det er en pulje på 500 millioner kroner, der gives til udvalgte folkeskoler over tre år, hvis de formår at løfte elevernes faglige niveau. Konkret betyder det, at skolerne skal reducere andelen af elever, der får under 4 i dansk og matematik med fem procentpoint hvert år for at få pengene.

Syv Københavnske skoler har takket nej til at søge puljen.

- For mig er det helt uforståeligt at man som skole siger nej til tilbuddet om at modtage halvanden million kroner, hvis man løfter sig på en treårig periode, siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Københavnske skoler der har takket nej til at søge skolepuljen

Tagensbo Skole

Blågård Skole

Nørrebro Park Skole

Rådmandsgades Skole

Tingbjerg Heldagsskole

Vesterbro Ny Skole

Ålholm Skole

Derfor mener hun, at der skal køres en langt hårdere linje overfor de skoler, der klarer sig dårligst i København, og som har takket nej til puljen.

- Jeg vil bestemt bede skolerne om at genoverveje at søge puljen. Jeg er faktisk også villig til at gå et skridt videre og sige til skolerne, at hvis de ikke kan rette op på deres resultater inden for en årrække, så må vi simpelthen lukke dem, siger hun.

Virkeligheden er en anden

Formand for skolelederforeningen er dybt uenig med den kritik, Cecilia Lonning-Skovgaard kommer med.

- Jeg synes, hun skulle komme ud og besøge skolerne og se, hvilket arbejde de laver. Og se hvordan de løfter eleverne i forhold til, hvilke forudsætninger eleverne kommer med. Så vil hun se et helt andet billede, siger Claus Hjortdal.

I stedet for at kigge på skolernes resultater, bør kommunen derfor kigge på skolernes løfteevne, mener Claus Hjortdal. De udskældte folkeskoler er nemlig bedre til at højne elevernes niveau end nogen af kommunens bedste privatskoler.

- Det interessante er jo, at jeg har været på besøg sammen med undervisningsministeren på en af de skoler, som Lars Løkke har udpeget til at præstere for dårligt. Og det var den bedst præsterende skole i kommunen til at løfte eleverne, siger han.

Pia Allerslev (V) og Frank Jensen (S) mener, at København allerede er ved at løse problemerne på de udskældte skoler uden hjælp fra skolepuljen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.