Studerende blokerer campus i protest

På professionshøjskolen UCC Campus Carlsberg er ledelsesgangen blokeret på anden uge i protest mod dårlig planlægning og kommunikation.

De studerende på UCC Campus Carlsberg sendte i sidste uge et åbent brev med 11 krav til professionshøjskolens ledelse. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Skemaer der bliver lagt fra uge til uge, stor udskiftning i underviserne og for lidt feedback.

Det er nogle af de kritikpunkter, der får studerende på UCC Campus Carlsberg til at protestere ved at forhindre ledelsen i at komme ind på deres kontorer.

I sidste uge fremlagde ledelsen ellers en handleplan, der skulle rette op på problemerne. Men den har ikke ført den ønskede dialog med sig, siger Mette Holm, der er pædagogstuderende på Campus Carlsberg:

- Den har vi kommenteret på, og der var faktisk åbnet op for dialogen. Men så var vi til møde i fredags, hvor der blev sagt, at den handleplan vi har lagt ud er rigtig pæn, men at de ikke ville arbejde mere med den.

Derfor er det nødvendigt at fortsætte blokaden, siger hun:

- Min tillid til ledelsen er så lille nu, at jeg ikke tør stole på, at de reelt går i gang med at arbejde med den handleplan. Det er derfor vi stadig blokerer, siger Mette Holm.

Men det er forkert at kritisere ledelsen for manglende samarbejdsvilje, mener Uddannelsesdirektør på Professionshøjskolen UCC Lisbeth Harsvik. Hun mener, det er de studerende, der har kompliceret dialogen:

- Jeg har indkaldt til rigtig mange møder i sidste uge, men det er kun lykkes at mødes tre gange. Til de to første møder ville de studerende ikke sige noget, men kun lytte.

Lisbeth Harsvik har indkaldt de studerende til et møde om handleplanen i dag, og hun håber, de studerende accepterer invitationen.

- Jeg vil godt appellere til de studerende om, at de tager imod den fremstrakte hånd, som vi har givet dem. Vi har gjort os store anstrengelser for at imødekomme deres ønsker og krav.

Professionshøjskolen UCC flyttede deres uddannelser til Campus Carlsberg i september sidste år. Her uddannes blandt andet pædagoger og lærere.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på kbh@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.