Svensk forskning skal undersøge pendler-stress efter grænsekontrol

Et nyt svensk forskningsprojekt skal kortlægge, hvilke konsekvenser grænsekontrollen har haft for pendlere i Danmark og Sverige.

Når den daglige transport til og fra arbejde bliver længere og mere uforudsigelig, kan det gå hårdt ud over både arbejdsliv og familieliv.

Sådan lyder det fra den svenske forsker Karin Winter, der står bag et nyt forskningsprojekt, som skal undersøge, hvilke konsekvenser den svenske grænsekontrol har haft for pendlerne i Øresundsregionen.

Det er det svenske Trafikvärket, der har sat undersøgelsen i gang, efter at den svenske regering for en måned siden indførte ID-kontrol ved grænserne mellem Sverige og Danmark.

- Hele situationen skal kortlægges, så politikerne får et grundlag at træffe deres beslutninger ud fra, siger Karin Winter, der er ph.d-stipendiat ved Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm.

Forsker: Ventetid skaber frustration

I Danmark forsker man ikke på nuværende tidspunkt i, hvordan grænsekontrollen påvirker pendlerne, men Ole B. Jensen, sociolog og mobilitetsforsker ved Aalborg Universitet, har lavet en lignende undersøgelse af pendlere, som rejser mellem Aalborg og Købehavn med fly.

- Pendlere er følsomme over for uregelmæssigheder, forsinkelser og systemnedbrud. Det er typisk ord som "frustrerende" og "irriteret" der anvendes, når man interviewer pendlere, og de taler om forsinkelser, siger han.

- På den lange bane kan forsinkelser og ændringer i den daglige transport betyde, at man for eksempel er nødt til at købe bil eller mere drastisk at flytte eller skifte job, siger han.

Et fælles problem

Ole B. Jensen hilser det svenske forskningsprojekt velkommen, men han så gerne, at man delte forskningen på tværs af landegrænser.

- Hele pointen med Øresundsregionen er jo transnational. Det giver ikke mening at se på pendlingen som henholdsvis dansk eller svensk, det er en problemstilling, som bør analyseres på tværs af landene, siger han.

  • Print
  • Del artiklen: