Tekniske problemer forsinker hospitalsbyggeri

Opførelsen af to nye sterilcentraler på Rigshospitalet og Herlev Hospital trækker ud.

Sterilcentralerne skal varetage rengøring af operationsudstyr fra 9 hospitaler i Region Hovedstaden. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Når operationsudstyr skal rengøres på hovedstadens hospitaler, bliver det i fremtiden robotter, der står for arbejdet på to nye sterilcentraler på Rigshospitalet og Herlev Hospital. Men sterilcentralerne, der er ved at blive bygget, bliver ikke færdige til tiden.

Indtil videre bliver byggerierne forsinket to måneder. Det skyldes problemer med at installere teknikken, siger formand for Region Hovedstadens følgegruppe til det nye Rigshospital, Leila Lindén (S):

- Det har vist sig at være vanskeligere, end man havde ventet, og da der er meget store krav til ventilation, vand, varme, luftskifte og renlighed i en sterilcentral, skal det være i tip-top orden.

Forsinkelserne betyder, at sterilcentralen på Rigshospitalet tages i brug til september næste år, mens sterilcentralen på Herlev Hospital efter planen står klar i marts 2019. Den tidsplan bør holde, siger Leila Lindén:

- Vi har fået stillet i udsigt, at det er de her otte uger, og det har jeg en stærk tro på holder vand.

Region Hovedstaden bruger 956 millioner kroner på opførelsen af de to nye sterilcentraler.